Skriv en kommentar
Young adult-genren har igennem de seneste år erobret den dystopiske formula, der ellers i starten af årtusindeskiftet var målrettet imod et mere modent publikum i form af film som "28 Days Later" (2002), "I Am Legend" (2004) og "The Road" (2007). Den glimrende "Hunger Games"-franchise (2012-15) (hvem kan i øvrigt glemme Donald Sutherland's skræmmende Præsident Snow) startede bølgen af disse dystopiske young-adult film, der bl.a. har resulteret i film som "Divergent"-trilogien (2014-16) og "Maze Runner"-trilogien (2014-18). Film som Hollywood elsker at producere, fordi de sælger så godt som de gør. Kvaliteten er dog svingende i filmene, og det ses også i den sidste filmatisering af James Dashner's "Maze Runner", som har fået tilnavnet "Dødskuren". En stort anlagt finale, der i sidste ende føles flad og klodset, da historien er overproppet af slidte klichéer.
Den sidste labyrint
Thomas (Dylan O'Brien) og resten af de undslupne "Gladers" kæmper forsat desperat for deres frihed, alt imens helvede er brudt ud omkring dem, da den altødelæggende sygdom er på sit højeste. Sygdommen, der forvandler mennesker til zombieagtige skabninger, og som bl.a. Thomas og de øvrige "Gladers" er immune overfor. Dette gør ham og hans venner til potentielle forsøgskaniner i organisationen Wicked's forsøg på at finde en kur til denne sygdom. Samtidig er Thomas ude efter at redde en gammel kending fra labyrinten, Minho, da han netop er fanget i Wicked's hovedkvarter, som hedder "Last City", og som muligvis viser sig at være den hidtil største og mest kompliceret labyrint, Thomas og de andre må konfrontere.
Effekter i millionklassen, manglende troværdighed
Der er som altid fuld damp på maskinerne i forhold til effekterne i millionklassen. Men skønt filmen ser fantastisk ud, runger det hele hult i kulissen, da instruktør Wes Ball aldrig finder troværdigheden frem i historien. Der er rigeligt med storladne følelser i filmens vigtigste scener, men det er set før, og det er set bedre. En af karaktererne i filmen siger det ironisk nok selv: "I know it's hard, but act like you've seen it before". Det er nu slet ikke så svært endda. Hele sygdom-zombie-kur plottet er efterhånden blevet til en joke i sig selv. Ærgerligt at denne type middelmådige film kommer til at ødelægge hypen for bl.a. den kommende "The Last of Us"-film, der med sit videospil fra 2013 var meget mere end blot endnu en zombiehistorie.
Trætte klichéer og mekanisk skuespil
Manuskriptet bærer da også præg af nogle trætte klichéer. De fleste af skuespillerne kæmper bravt, men får intet udbytte af deres anstrengelser. Dog er Dylan O'Brien, der også havde hovedrollen i sidste års "American Assassin", der var et rædderligt makværk, også her lige så stiv og mekanisk i sit skuespil. Ligeledes er Patricia Clarkson underligt fraværende som Ava, lederen af Wicked, og Aidan Gillen overspiller i den grad som filmens hovedskurk. De eneste lyspunkter er Thomas Brodie-Sangster, der tilføjer lidt naturlig charme som Newt, og Giancarlo Esposito, der ser ud til at more sig gevaldigt i sin rolle.
En flad og forudsigelig finale
Filmen føles i sidste ende som en flad og forudsigelig finale på "Maze Runner"-serien, hvor det hele køres hjem på rutinen og effekterne på bekostning af noget nyt og originalt. Men hardcore fans af bogen og filmene vil formentlig stå i kø til billetlugerne alligevel.
