Skriv en kommentar
I Mediterranea så tager Jonas Carpignano det første skridt fra kortfilmen til spillefilmen, og det er et klogt skridt. Vi bliver introduceret til karakteren Ayiva, som tager flugten fra Afrika til Syditalien med hans bedste ven, Abas.
Selvom plottet er langt væk fra de flestes hverdag, så er den gennemgående tanke i filmen, noget der har krydset os alle. Hvem har ikke dagdrømt sig langt væk, og ladet sig fortrylle af tanken om en anden hverdag? Det er præcis det, som Ayiva og Abas gør, og gennem Facebook så får de et idealiseret billede af Syditalien. Efter en hård og lang tur, så når de frem, men desværre passer glansbilledet ikke. I Italien så mødes de med en ny barsk virkelighed, og man ser straks spørgsmålet i deres ansigter: Var det her flugten værd?
Realistisk og overbevisende fortælling
Filmen følger et godt tempo, og man mødes med en konstant pirrende følelse i kroppen, som indstiller en på, at der lige om lidt sker noget igen. Det er en uro, som bliver hos seeren, og det skaber en intensitet og spænding omkring hvad det næste træk bliver.
Jonas Carpignano giver i Mediterranea et skarpt indblik i en eksisterende situation, og han har endda taget noget af turen selv. Selvom han stod af i Algeriet grundet en Al Qaeda tilstedeværelse, så nåede han at føle sulten, tørsten og udmattelsen. Den grundige research kan føles, og oplevelsen virker realistisk og troværdig. Hans beslutning omkring at bruge udelukkende uerfarne skuespillere er modig, men i denne historie fungerer den. Koudous Seihon, som ses i karakteren Ayiva, har tidligere optrådt i en af Jonas Carpignanos kortfilm, men har derudover overraskende nok ikke spillet skuespil før. Hans rolle som Ayiva er overbevisende, og han leverer en bevægende præsentation.
Desværre så er der visse huller i historien, som man kan mangle, hvis man ikke kender til situationen forud. Man ser sig selv lede efter en forklaring, som aldrig kommer. Heldigvis så er det primært små ting, og man kan sagtens følge handlingen.
Der går lidt tid før man binder sig til karakterne, og der går noget tid før vi får et indblik i deres baggrund, og hvem de egentlig er. Det gør det lidt svært at interessere sig for dem i starten, men trods det langsomme tempo i karaktertegningen, så kommer den længere fremme.
Til en vis grad, så bliver godt og ondt udvisket, og det handler mere om hvor langt man kan skubbe mennesket før det når dens grænse. På den måde bevæger den sig ind på en politisk tematik, da den illustrerer, at alle har en stop knap, der til sidst springer. Den viser på samme tid, hvordan mennesket kører på en drivkraft, og Ayivas drivkraft i hans datter er hjerteskærende.
Filmen spiller meget på patos, og brugen af moderne popmusik i ellers tragiske situationer går ind og vækker noget i en, men på en ny og frisk måde.
Mediterranea formår dermed at give seeren med en rørende, realistisk og samtidig bevægende historie.
