Skriv en kommentar
Der er ikke svært at finde ord at beskrive Erik Clausen med. Han har selv været åbenmundet de sidste 40 år, og yderst produktiv både med stemmebåndet og på det store lærred.
Men de sidste år har mine øjne rullet lidt mere sarkastisk end forventningsfuldt, hver gang jeg hørte Erik Clausen kom ud med en ny film.
I denne film har vi den elskelige, ældre Herluf, som lever et roligt liv som pligtopfyldende mand, far og mekaniker. Han er gift med Ingelise, som har travlt med at knalde udenom, og planlægge deres datters tredje bryllup, som de skal betale for igen, igen igen.
Midt i dette hverdagsliv begynder Herlufs hukommelse at svigte mere og mere, og da det ender i en alvorlig ulykke på arbejdet, bliver han sendt hjem. Men en dag kommer han ikke hjem som han plejer, og hans fravær gør at hans familie tager deres liv og relationer til hinanden op til revision.
Danmarks gøgler og kultpersonlighed Erik Clausen er tilbage med en typisk Clausen-film, som denne gang sætter fokus på sygdommen demens. Og på typisk Clausen vis får vi handlingen serveret på så en halvkomisk og fantasifuld måde, at det hele bliver lidt for let i alvoren.
Dog rammes man gentagne gange af nogle egentlige utrolige humoristiske øjeblikke, og man slipper heller ikke for flere velrettede skud mod en eller flere grupper i Danmark, som man kunne forvente, når instruktøren hedder Hr. Clausen.
Faktisk er skuespillet heller ikke helt at kimse af. Den anden af hovedrollerne i ægteparret spilles af den populære dame Bodil Jørgensen All Inclusive (2014) Og i denne sin egentlige første rigtige hovedrolle, giver hun en varm og følelsesfuld præsentation, som vibrerer oven over det til tider hule filmmanuskript.
Det unge barnebarn Patrick spilles af Oliver Methling Søndergaard, og selvom det er en mindre rolle, har han et fint og skarpt talent og passer perfekt til filmen.
Man kan godt mærke at Erik Clausen har haft et budskab med denne film, og det er at sætte fokus på demens. Det er en ærværdig sag, men dårligt udført.
Erik Clausens skuespil gør, at Herluf kommer til at virke mere som en forvirret og nysgerrig hundehvalp end en decideret demenspatient, og der bliver aldrig skåret helt ind til problemet. Filmen flagrer omkring det, men indkapsler sig selv i et vanvittigt handlingsforløb og humoristiske roller.
Et stort plus er dog det altid pikante samarbejde mellem Erik Clausen og Kim Larsen, og Kim har selvfølgeligt stået for soundtracket til filmen, der har fået titlen 'Ind i mørket'. En smuk sang, der giver en stemningsfuld rislen ned af ryggen. Men dette skal krediteres til Kim Larsen og ikke til filmen.
Den skæve kant er for længst gået af Clausens gadedrenge stil.
Åh jo, det er skam en Clausen-film, men gøgleren er desværre blevet gammel.
