Skriv en kommentar
Klimatiske forandringer, nordpolens nedsmeltning og jordens stigende temperaturer har længe verseret i alverdens avisoverskrifter.
Nu sætter tegnefilmseventyret Mia og Migoo spotlight på denne så omdebatterede tematik, men uden at forskrække seerne med gruelige fremtidsudsigter eller vende det hvide ud af øjnene af denne evigvarende krigsdans mellem menneskets ekspansionstrang og naturens erobringsmagt.
Mias far, Pedro, arbejder midt inde i en utilregnelig jungle med en farlig boring af en vejtunnel gennem storslåede bjerglandskaber. Vejtunnellen skal føre fremtidige gæster til et projekteret luksuriøst hotel, som en pengegrisk entreprenør skal stå i spidsen for.
Da tunnelen kollapser på mystisk vis bliver Pedro indespærret i tunnelen, mens den kalkulerende entreprenør optrevler alle tænkelige midler (dvs. bang, bang) for at opspore den skyldige og give ham som fortjent (dvs. R.I.P.).
Mia beslutter sig også for at drage ud i uvisheden i søgen efter sin fader, og på sin lange rejse dertil møder hun bl.a. det mystiske væsen, Migoo. Migoo og hans venner vogter Livets Træ. Et træ, der, som navnet indikerer, er selve Jordens hjerte. Der er dog lige det problem, at hjertet slår, og altså træet gror lige præcis dér, hvor hotellet skal opføres! Mia skal nu ikke blot redde sin far, men også hele moder Jord.
Nu om dage er tegnefilm dyre at lave, længe om at producere og komplekse, når det kommer til de computerteknologier, der skal lægge grundsten til deres tilblivelse.
Netop i denne moderne, perfektionerede tegnefilmsoptik er det des mere befriende at se en tegnefilm, der går i den helt modsatte retning og ophøjer noget så simpelt som det simple.
For selv om Mia og Migoo bestemt ikke har været bly for at tage brug af avancerede CGI-effekter og ikke har abdiceret fra at udnytte dagens raffinerede computerteknik, kommer ingen af disse findyrkende midler til et umiddelbart synligt udtryk. Og tak for det! Den gennemgående stil for tegnefilmens art design har åbenlyst været en slags skødesløs skitsestil, som læner sig op ad malerkunstens impressionistiske praksisser. Billedsiden bærer nemlig præg af tilfældigt tegnede streger, ufuldstændiggjorte tegninger og næsten overfladisk nedfældede kompositioner. Dog fremstår Mia og Migoo langt fra som et amatørværk uden en motiveret hensigt eller kyndige skaberhænder.
De mange skæve linjer, den levendegjorte billedbogstil samt den følelige inspirationsfortøjning til malerkunstens giganter som Matisse og Cézanne tilfører tegnefilmen en utrolig lækker billedstil, som i alle scener fokuserer indgående på det objekt eller subjekt, der er centralt. Baggrunden bliver der skam også holdt liv i, men her er ikke tale om detaljerige fremstillinger, hvor ingen vinkel falmer i forbigået anonymitet. Alligevel er der både betryggende varme, oprigtigt liv og lunende glød i Mia og Migoo, i hvert et smilende øje, hvert et bitte ryk, hver en dyb rynke.
Man skulle derfor næsten tro, at det var børn, der havde stået bag dette filmprojekt, for en naiv åbenhed, en autentisk tilstedeværelse gennemsyrer hver en scene, og det er denne tilbagevendende sanddruhed, der indhyller filmen i en rigtig dejlig følelse af blivende velvære.
Fortællingen er i sig selv hverken én, der vil skabe overskrifter eller forrykke dit verdensbillede, og den gængse polarisering mellem den fattiges retskaffenhed og den riges korrumpering er her også at finde, men heldigvis har filmens skabere været kloge nok til at file deres moralitetsnegle, så de udtalte budskaber ikke bliver for udstikkende og belærende, men mere subtile og bevidstgørende.
Tilsat en helt uimodståelig lille go-getter, Mia, og hendes spøjse bekendtskaber i skovenes vildnis, får filmen det til at klukke og gløde og funkle i hele dit væsen. Og så kan Al Gores ubekvemme sandheder og Bjørn Lomborgs svada til alverdens overdramatiserende miljøforkæmpere debattere videre i virkelighedens verden ... for i filmens verden har Mia og Migoo fundet en langt mere effektiv måde at få naturens og miljøets poetiske påmindelser ud til os på.
