Skriv en kommentar
Forfatteren Gil (Owen Wilson) er på storbyferie med sin forlovede, Inez (Rachel McAdams), og hendes stokkonservative forældre. Da Inez møder sin barndomsven, den pseudointellektuelle Paul (Michael Sheen) og hans kæreste, insisterer hun på, at de alle 4 skal opleve Paris sammen. Da Gil ikke kan udstå Paul, bliver det for meget for ham og han vælger at tilbringe sine aftener i Paris’ gader alene. Her kommer Gil på et magisk nostalgitrip tilbage til 20’ernes Paris, hvor han møder inspirerende kunstnere og litterater og forelsker sig i den smukke muse, Adriana (Marion Cotillard), og alle sætter gang i hans forfatterdrømme på ny. Men kan Gil, der synes det smukkeste i verden er regnvejr i Paris i 20’erne, nogensinde vende tilbage til sin forlovede og livet i Malibu i det 21-århundrede?
Woody Allen behøver vist ikke den store introduktion. Allen har skrevet og instrueret over 40 film siden hans debut i 1966. Men for dem som ikke er bekendt med ham, er hans film drevet af humor, ironi og sarkasme blandet ind i velskrevet replikker præget kraftigt af henvisninger til litteraturen, seksualiteten, filosofien, psykologien og historien, samt specifikke referencer til kunsten og kulturen herunder ofte til film. Allen skabte en selviscenesættelse i en stor del af hans karriere, ved at altid selv at fungere som en hovedrolle i sin egen film. Bemærkelsesværdigt er det derfor, at hans seneste fem film er uden ham selv. Desuden taler mange om en fornyelse af Woody Allen, som om han har fået en ny renæssance. Woody Allen er også rykket længere væk fra hans New Yorker-forelskelse og videre til Barcelona i Vicky Cristina Barcelona (2008), til London i Match Point (2005), Scoop (2006) og Cassandra's Dream (2007), og nu til Paris i Midnight in Paris.
Midnight in Paris er Woody Allens romantiske hyldest til byen Paris, som han betragter som sit andet hjem. Filmen starter med et tableau af Paris’ gader og stræder i henholdsvis sol, regn og nattelys akkompagneret af Sidney Bechets ”Si tu vois ma mère” jazzmusikalske tema. Og det er stilen i Midnight in Paris; Darius Khondjis flotte billeder af Paris, det Jazz-inspireret soundtrack, Allens intelligente replikker og humor og en rejse tilbage i tiden til Lysets By store arv med de mytologiske gader og boulevarder, caféer, museer og Ernest Hemingway.
Ernest Hemingway?
Filmen er en bevidstheds- og udviklingsrejse for Gil, samtidigt med at det er et fantasieventyr.
Gils møde med berømte kunstnere som Pablo Picasso, Man Ray, Henri Matisse, Henri de Toulouse-Lautrec, Paul Gauguin, Edgar Degas og Salvador Dalí, forfatterne Gertrude og Leo Stein, T.S. Eliot, Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og hans muse Zelda, musikeren Cole Porter og den surrealistiske filminstruktør Luis Buñuel, får ham til at åbne øjnene op for hans situation i hans forhold til Inez, samt hans karrieresituation og liv i det hele taget.
Det er historie om at se sit forhold udefra og sætte spørgsmålstegn ved, om man er på rette spor i sit kærlighedsliv og karriere. Er sin forlovede overhovedet den rette for en? Er man glad? Burde man udskifte sit hus i Malibu til en lejlighed i Paris? Burde jeg kalde mig forfatter, når jeg aldrig har udgivet en bog? Gil må gennem sit møde med fortidens intelligente sande visse sandheder om sig selv og indse at han burde tage sig selv mere seriøs som en kunstner, finde ro til sig selv og bryde ud af hans langt fra platoniske kærlighedsforhold med Inez. Om kærligheden vil sejre til sidst, må publikum selv tolke.
Selvom Woody Allen ikke spiller med, så personificeres han i høj grad gennem Owen Wilsons karakter. Det er Woody Allens ord, der kommer ud af Gils mund og det er ofte så tydeligt, at det ligeså godt kunne have været Allen i hovedrollen.
Allens humor er intakt og replikkerne er som altid intelligente, velskrevet og humoristiske. Karaktererne er som altid karikeret som ensporet, uransaglige og bundærlige. Men det netop de gennemarbejde karakterer, som er bærende for filmen. Specielt Inez’ forældre er utilgivelige ærlige overfor hvad de synes om Gil. En snobbet overklassepar med urokkelige meninger og bagklogskab. Paul er irriterende klog og oversmart, og det er kun Gil som kan se gennem hans perfekte facade. Adriana er forførende farlig og samtidigt så farlig perfekt for Gil, at det skaber et tidsparadoks: de vil begge leve i fortiden, men kommer fra to forskellige tider, så det vil aldrig kunne lade sig gøre.
Midnight in Paris er ikke Woody Allens bedste, men hans mest sete og bedst indtjenende. Hvis man elsker Allens film, vil man sandsynligvis også elske denne, da der er et stort stempel med hans signatur printet over det hele. Hans kærlighed til kulturarven er beundringsværdig, men Gil’s rejse til fortiden bliver en smule for uvirkelig og uforklarlig. Historien i filmen bliver sekundær, da det interessante er karaktererne og replikkerne. Det er i virkeligheden sådan en historietime burde være i skolen; man lærer om Hemingway, Dalí, Picasso og Cole Porter på en humoristisk, begavet og underholdende måde.
