Skriv en kommentar
I øjeblikkets filmverden er det som om at der bliver en større og større kløft mellem kvaliteten af gyserfilm. Tager man en film som ”Hereditary”, svenske Ari Asters første film fra 2018, så er den lavet af en auteur, som har en klar plan, visuelt og kreativt, med hans film, og hvor filmen udfordrer publikum i stedet for at tale ned til dem. Tager man en film som sidste års ”The Nun”, så er den jo et klart eksempel på et ”cashgrab” fra de store studiers side, hvor jumbscares bliver vægtet højere end kvalitet og historiemæssig substans. ”Midsommar” er nærmest blottet for reelle jumbscares, og Aster har i stedet fokuseret på detaljerne og stemningen, som de primære effekter – noget han allerede excellerer overlegent i, hvilket man også så med ”Hereditary”.
Visit Sweden
Filmen følger det amerikanske par Christian og Dani, som undergår en svær tid i deres forhold. Sammen med nogle venner tager de til Sverige for at fejre årets længste dag, Midsommar, som er deres svar på Sankt Hans. Festlighederne foregår i et lille isoleret samfund, som en af parrets venner kommer fra. Det viser sig dog at samfundet er en ældgammel kult, og pludselig er amerikanerne fanget i et kaos af ofringer, rendyrket ondskab og okkulte traditioner, som alt sammen udspiller sig i dagslys.
En moderne “The Wicker Man”
Med ”Midsommar” har Ari Aster lavet en moderne ”The Wicker Man” (1973) – og nej, ikke den med Nicholas Cage fra 2006. Lighederne er mange, og der er bare noget gennemført, psykologisk uhyggeligt over de hjemmelavede kostumer, majstængerne og de dansende kultmedlemmer. Noget begge film indeholder rigeligt af. Normalt set ville man jo også betragte dagslys i gyserfilm som noget sikkert og behageligt, hvor monstrene ikke dukker op, men i ”Midsommar” er denne genretradition vendt direkte på hovedet - og det er drøneffektivt. I stedet for at lægge skræmmeelementerne i det mørke rum, byder Aster dem velkommen i det brændende sollys. Det skaber en utrolig urovækkende stemning. Selv i den første time af filmen - den kræver bestemt et tålmodigt publikum - hvor der også er humoristiske elementer i manuskriptet, ligger djævlen i detaljen og man mærker at noget er i gærde. Ari Aster er i hvert fald en af de pt. dygtigste horrorinstruktører, og hans største styrke, vil jeg påstå, er hans uforlignelige evne til at skabe foruroligende stemninger.
Stortalent foran og bag kameraet
Udover Aster selv er filmens lysende stjerne klart 23-årlige Florence Pugh, der her brænder igennem med en tour-de-force præstation - ligesom hun stjæler hver enkelt scene hun er med i. Hende ansigt er så mangefacetteret, og de gør hende i stand til at formidle al den angst og fortvivelse som Dani gennemgår i filmen. Når nu Toni Collette fejlagtigt blev forbigået af Oscarakademiet for hendes rolle i “Hereditary”, så kunne Pugh passende blive nomineret for “Midsommar” som et lille plaster på såret. Jeg håber i hvert fald på at Aster kommer til at samarbejde med Pugh igen, da denne duo virkelig er et lovende horror-par.
Endnu et pletskud
Med “Midsommar” har Aster gjort det for anden gang i træk: kreeret en både interessant, frastødende og gennemført horrorfilm, som meget vel kan gå hen og blive en (lille) klassiker.
