Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I Danmark er vi vældig stolte, når vores skuespillere udmærker sig i udenlandske produktioner. Vi kipper da med flaget når navne som Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Jesper Christensen agerer bad guys i Bond-filmene. Når Nikolaj Coster-Waldau er på alles læber i Game of Thrones. Når Thure Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas får lov til at spille over for Tom Hanks i Engle og Dæmoner. Eller såmænd også bare når Nicolas Bro lander en lille birolle i en Spielberg-film, som tilfældet var i War Horse.
Svenskerne har også en som de er utroligt stolte af. Navnet er Mikael Persbrandt. Den karismatiske fyr som nærmest er hugget i granit, som har medvirket i svenske produktioner siden 90'erne. Vi lærte ham at kende herhjemme i tv-serien Beck, inden han blev hidkaldt af danske instruktører som Susanne Bier (Hævnen), Kathrine Windfeld (Hamilton), Pernille Fischer Christensen (En Du Elsker) og Kristian Levring (The Salvation). Måske du også har set ham i film som Himlens Hjerte, Maria Larssons Evige Øjeblik og Hypnotisøren som alle tre har været vist i de danske biografer. Du har, om ikke andet, nok set ham dækket i hår i Hobbitten: Dragen Smaugs Ødemark, hvor han spiller Beorn. En rolle han i øvrigt gentager til december, hvor Peter Jacksons trilogi afsluttes.
I Mig Ejer Ingen spiller Persbrandt stålværftsarbejderen Hasse, som forlades af sin kone. Tilbage står han med sin unge datter Lisa, som han sværger at tage sig godt af. Men den nye situation, hvor han pludselig skal leve op til et stort ansvar, knækker ham. Hasse ryger om bord i et massivt alkoholmisbrug og man kan i sidste ende diskutere hvem der egentlig ender med at tage sig af hvem. Mig Ejer Ingen handler om kærlighed og svigt, og der bliver spillet og ageret i så realistisk grad at det til tider gør helt ondt at se på. Ikke mindst sammenholdt med at filmen er baseret på virkelige hændelser...
Allerede kort inde i filmen, er vi med til bords ved hele den pukkelryggede families fejring juleaften. Der er så ubehagelig en stemning, så man næsten sidder og krummer tæer. Det hele eskalerer ret pludseligt, da der blandt mændene bliver diskuteret politik og kønskamp, og så bliver der tumult. Man kan bare fornemme hvor skadelig en oplevelse, der er for børnene og man får nærmest lyst til at tilkalde de sociale myndigheder omgående.
Det viser sig blot at være den sidste sjat, der får bægeret til at flyde over for mor Katja. Hun forlader, på ganske kynisk og ubarmhjertig måde, Hasse og Lisa og flytter ind hos en anden mand. Det er en ualmindelig stærk scene, hvor man igen ikke kan undlade at sidde med en klump i halsen. De voksnes uro og ordveksling, kan dog heller ikke glattes ud, selvom det forsøges. For da mor er skredet, får vi som seere lige et billede af en våd plet på sofaen, lige der hvor Lisa sad kort tid forinden.
Persbrandt rammer figuren Hasse til perfektion, i forhold til Åsa Linderborgs roman af samme navn fra 2007. Man elsker ham for hans forsøg på opmuntring af sin datter, alt imens han tydeligvis lider indvendig som bare pokker. Det er ganske enkelt en facade, som han i sidste ende ikke kan opretholde, og selvom det er helt vanvittigt at se hvordan han langsomt krakelerer, så er det også her at Persbrandt leverer sine største øjeblikke i filmen. Det er den slags som lagrer sig på din nethinde i lang tid.
Alt passer ganske perfekt sammen. Figurerne og deres miljø, hvor det er ganske tydelig at pengene er små og at de få der trods alt er, desværre går til brændevin frem for husleje. Hasse må da også undervejs forsøge at svare på spørgsmål fra sin datter, omkring fattigdom og proletarisme. Pyhaa, det er stærke sager.
Mig Ejer Ingen er en forholdsvis brutal film, som ikke kan undgå at vække følelser. Herfra er der 4 velfortjente stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
