Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Nej, Milk er ikke en film om Arla, men derimod et solidt biografisk drama om det kontroversielle ikon Harvey Milk, som var den første homoseksuelle til at bestride et politisk embede i USA. Harvey Milks person og baggrund vakte røre i slut-70’erne og for en enkelt person, blev Milk også en personlig stopklods for karrieren. Så voldsom en opponent, at Milk blev skudt og dræbt med koldt blod, bedst som han have allermest succes.
Sean Penn scorede en Oscar for sit portræt af Harvey Milk, en rolle der favner bredt i de 2 timer filmen varer. Fra filmens begyndelse ser vi Harvey siddende med en diktafon og beretter om sin karriere fra nobody til somebody. Hans holdninger og hans mod til at stå frem, havde sine risici – hvilket Harvey også godt vidste. Diktafon-indtalingen er nemlig med henblik på hvis han endda skulle blive fundet død – en sandhed som lurer lige om hjørnet. Vi følger Harvey fra hans første møde med Scott (James Franco – Spiderman, Pineapple Express, In The Valley Of Elah) med hvem han siden danner par og snart efter åbner en fotoforretning på en meget populær gade. Ja, Harvey og Scott er ikke populære blandt gadens øvrige forretninger, da deres homoseksuelle adfærd er ilde set. Dog bliver den lille fotoshop hurtigt et samlingspunkt for bøsser og inden længe så er der dannet forening, hvilket er en torn i siden på de retlydige amerikanske borgere. Alt de homoseksuelle vil, er at få accept fra samfundet, og langsomt bliver Harvey en slags talsmand for flokken, ja ikke bare flokken. Forsamlingen nærmere, for der er pludselig mange bøsser som samles og øjner chancen for at få skabt en revolution. Harvey starter politisk karriere og stiger i graderne, hvilket ikke ligefrem huer en direkte konkurrent, Dan White (Josh Brolin – No Country For Old Men, W., American Gangster), til de vigtige politiske poster, og da Harvey bliver ultrapopulær, ser Dan White ikke nogen anden udvej end at tage livet af Harvey.
Personligt kendte jeg ikke til historien om Harvey Milk, men den er utrolig interessant i sin form med diktafon-scenerne, de filmiske referencer fra originalstrimmel, samt Penns blændende skuespil. Det er som man sikkert kan regne ud, den lille mands kamp mod masserne og det store system. Og det virker igen-igen, for Gud ved hvilken gang. Specielt den afsluttende march til ære for Harvey Milk er et regulært Oscar-moment i rækken af de altid velansete portrætfilm. Milk modtog desuden en Oscar for bedste adapterede manuskript, hvor man d. 22. februar så en meget rørt Dustin Lance Black få overrakt prisen.
Det er den enerverende instruktør Gus Van Sant (Elephant, To Die For, Good Will Hunting, My Own Private Idaho m.fl.), der har bragt Milk til live igen og med på den omfattende rolleliste finder vi også Emile Hirsch (Speedracer, Into The Wild, Alpha Dog), Diego Luna (Terminalen, Open Range) og Alison Pill (Min Brors Kæreste, Dear Wendy), ja, hvis I altså kan kende dem, for de er komplet 70’er-gejlet med lækre store briller, store krøller og grimme sko. Milk er via disse sammenfald en sikker investering, hvis man trænger til en film med sublimt skuespil, en tankevækkende historie og en oplevelse i rygsækken.
Bonusmaterialet kommer meget tæt på personen Harvey Milk og den legendariske march. En glimrende lektion i hvordan man sammensætter vedkommende baggrundsoplysninger uden at flyde over. Keep it simple – and entertaining!
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
