Skriv en kommentar
Filmen er endnu en i rækken om min søsters børn, der sidst var en tur i sneen og nu altså er taget sydpå til Egypten.
”Min søsters børn i Ægypten” er den velkendte historie om de umulige unger og den strenge frue, der bor ved siden af. Historien om hvordan de er hinandens værste marreridt og på mystisk vis kommer til at hænge på hinanden, og om hvordan det så går galt. Alligevel vender det til sidst og de kommer til at holde af hinanden.
Historien
Hverken børnene eller fru Flinth (Lotte Merete Andersen) kan udstå hinanden. Men på grund af et uheld, der gør at faderen (Niels Olsen), ikke når med flyet til Egypten, tvinges børnene til at tigge fru Flinth om at tage dem med sig. Denne chance for at give børnene den opdragelse hun mener de fortjener, vil hun ikke lade sig gå forspildt. Hun tager børnene med sig på sin tur rundt i Egypten. Men børnene finder snart ud af at det ikke bliver den ferie de havde forestillet sig. fru Flinth tvinger børnene til at gå på museum, besøge pyramiderne og høre kedelige universitetsforedrag, mens de hellere vil bade og tage sol. Herefter bruger børnene det meste af tiden på at gøre stik modsat af hvad fru Flinth beder dem om. De tager gas på hende og stikker af fra hende, for at se kamelvæddeløb. Opslugt af jagten vinder fru Flinth kammelvæddeløbet over den ældste dreng (Stefan Pagels Andersen). Her er vendepunktet i forholdet mellem børnene og fru Flinth. Da man begiver sig hjem mod hotellet, med den søvnige og altid seminarkoleptiske chauffør Victor, falder alle i søvn også Victor bag rattet. Da alle sover kører bilen ud i ørkenen og passagererne vågner først da bilen rammer et træ. De er strandet. Hvad er så bedre at bruge tiden på end at bryde isen, og det gør de så rundt om lejerbålet. Resten af historien er en formalitet, hvori der også er indflettet en mystisk, ret uholdbar og ikke særligt velunderstøttet kærlighedshistorie mellem den ældste datter Amalie (Neel Rønnholt) og den danske ambasadørsøn Matthias.
Skuespillerne
Det er svært at sige om det er instruktøren der ikke har formået at gøre sit bedste, eller om der simpelthen er tale om et uheldigt valg af skuespillere. Hverken Lotte Merete Andersen eller børnene giver en overbevisende præstation. Bennedikte Maria Mouritsen og Fritz Bjerre Donatzsky-Hansen falder helt igennem. Det er tydeligt at de ikke er vant til at stå foran et kamera, og den lille dreng er ved at dø af grin hver gang man ser ham. Generelt er filmen præget af de ringe præstationer som kun kan betegnes som diletantagtig. Replikkerne lyder som om de bliver læst op. Skuespillet er overspillet og ikke overbevisende. Man kan dog i starten af filmen glæde sig over mor og far (Niels Olsen og Wendke Barfoed), der begge leverer en fremragende skuespilpræstation, og med meget overbevisende skuespil bærer filmens begyndelse, men de er desværre kun med i fem minutter.
Filmiske virkemidler
Mange af de billeder man ser er flotte og er godt understøttet af en god belysning. Musikken bidrager godt til filmens tema og idéen om at være i Egypten. Man savner flere af de flotte stemningsbilleder af Egypten, som der dsværre ikke er mange af, man ser kun pyramiderne, sfinxen og lidt ørken. Klippestilen er som den skal være uden at være prangende. Både fotograferne og klipperne har gjort et godt stykke arbejde.
Filmen
Filmen har svært ved at bære sig selv. Historien hænger ikke sammen, og den fald-på-røven-humor som skulle bære filmen virker plat og udvedkommende. Det nye hit i danske børnefilm er blandt andet det man oplever i ”Anja og Victor”; småkloge børn med beskidte voksenudtryk. Der er flere steder i filmen hvor denne type smarte vendinger bruges, men da de ikke har noget formål eller nogen betydning, virker malplacerede og er med til at rive filmen i stykker. Udtrykket ”med løg på” og ”smæk hamrende nederen” lyder ikke smart når det i den forkerte kontekst bliver sagt af en 6 årig. Generelt er filmen en kedelig og langtrukken oplevelse. Filmen flopper i flere aspekter; historien, sammenhæng, skuespillerpræstationer, fejl, dårlig ”gø og gokke”-humor og så videre. Jeg vil tro at de fleste børn vil kede sig hvis de skulle se denne film, og sidde tilbage med samme fornemmelse som jeg gjorde; hvad nu? En følelse af ikke at få sat tingene ordentligt i perspektiv og manglen på afslutning præger filmen.
Jeg kan i bedste mening kun gøre som de gamle romere, pege på min egen hals. Denne gladiator kæmpede simpelhen ikke nok for sagen.
