Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Historien om den succesfulde instruktør Salvator De Sita (Jacques Perrin), der mindes sin barndoms filmiske (drømme)øjeblikke er ualmindelig romantisk og tilpas sentimental på den der filmnostalgiske facon, og er derfor svær at modstå. Og hvorfor skulle man også det? ”Mine aftener i Paradis” er en tåreperser for filmelskere.
Filmen åbner i 1980ernes Rom, hvor Salvatore får besked fra sin gamle mor om, at en vis Alfredo er død. Og det navn får barndomsminderne fra hjembyen Giancaldo på Sicilien til at vælte frem netop som han skal til at sove. Øjeblikkeligt slynges vi tilbage til hans barndomsminder. Salvatore, der som dreng blev kaldt "Toto", deler sin tid mellem kirken, hvor han er alterdreng, og så biografen ’Paradiso’, sognets eneste biograf. Her regerer operatøren Alfredo. Særligt det minde står lysende klart for Salvatore.
Hele magien i "Paradiso" fortryller drengen, og vi fortrylles med. For drengen ikke kun selve filmene og biografsalen, men også operatørrummet med troldmanden Alfredo: Billederne, de mange spændende verdener og historier – og så ikke mindst alle de "forbudte" scener, som byens selvbestaltede og almægtige censor, den lokale præst, forlanger fjernet fra filmene.
Da Alfredo en dag bliver blind, overtager Toto som ung mand operatørjobbet og et venskab vokser frem mellem den ivrige knægt og den gamle, rare mand med hvalros-udseende (bevægende spillet af Philippe Noiret). De bliver som lærermester og elev, og Toto lærer villigt af Alfredo om livet. Efter en affære med bankdirektørens datter forlader Toto byen og sværger aldrig at vende tilbage igen, da der opstår uoverensstemmelser mellem de to venner. Men 30 år senere trodser han sit løfte og vender tilbage til Alfredos begravelse.
Filmens tidsbillede er ramt med stor historisk tæft, men også med romantisk sans for det nostalgiske. Det filter som fortidens minder, filmiske eller virkelige, ofte ses igennem. Det bliver derfor aldrig bare kedelig korrekt historisk gengivelse. I stedet ser vi periodens historie og filmhistorien igennem instruktør Tornatores personlige , lettere vemodige optik. Filmen fremstår næsten som en nekrolog over den klassiske eller traditionelle film (’like they used to make them’). Det resulterer i en række skønne og magiske scener, der for visse af dem er decideret uforglemmelige. Godt hjulpet af Ennio Morricones smægtende, romantiske violiner.
Instruktøren Giuseppe Tornatore har siden lavet internationale udstyrsstykker som ”Legenden om Pianisten på Havet” (1999) med Tim Roth og ikke mindst glimrende film som ”Malena” 2000) og ”Den Ukendte Kvinde” (2006), men med ”Mine aftener i Paradis” var han på sit højeste.
På denne første danske udgivelse præsenteres filmen i den forlængede ’director’s cut’, der blev udgivet i 2002, på 2 timer og 47 minutter og ikke 2 timer og 27 minutter, som der står bag på coveret. Den i forvejen lange film tjener dog kun ved at få sine magiske øjeblikke udvidet med endnu flere, og byder bl.a. også på flere lag i forholdet mellem Toto og Alfredo, hvilket også betyder flere lag i filmen som helhed.
Billede: glimrende kopi i 16:9
Lyd: Italiensk Dolby Digital 5.1
Tekster: Danske, svenske, finske, norske
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
Filmen er venligst udlånt af SF/Fox.
