Vi skrev 2018 sidst der var en Mission: Impossible (Fallout) der ramte biograflærredet.
Premieren for fortsættelsen, M:I - Dead Reckoning Part One, var i første omgang sat til år 2021, men grundet Corona epidemien blev den udskudt i flere omgange og endte i sidste ende med at få datoen 12. juli 2023. Nu er den her.
Det var en lang og hård fødsel, men efter at have været vidne til filmens pace, kvalitet og reaktioner i biografen, kan jeg med ro i stemmen sige at det var ventetiden værd.
Ethan Hunt (Tom Cruise) er for syvende gang på en umulig mission, hvis han vel at mærke vælger at acceptere den.
Vi forventer selvfølgelig ikke andet end, at han gør, og er vidner til et eventyr af en anden galakse.
Denne gang er opgaven at opsamle og forhindre, at en to-delt nøgle ender i de forkerte hænder, og placerer en magt som man næppe har set, læst eller hørt om før!
Lyder rimelig simpelt, men intet er såre simpelt når det handler om verdensmagten og når man bliver tvunget til at søge om hjælp fra IMF.
Udover de menneskelige udfordringer, har man denne gang også en stærk modstander i form af Entiteten, som er en super AI (kunstig intelligens) der kan forudse og sabotere ethvert træk man har tænkt sig at tage mod modstanderne.
Sædvanen tro bliver vi kastet rundt omkring hele Verden fra Berings havet, Den Arabiske Ørken, Amsterdam, Rom, Venedig, de østrigske Alper og sikkert også steder jeg sørgeligt har glemt.
Superskurken i filmen er en gammel bekendt fra fortiden, Gabriel (Esai Morales), der altid er et skridt foran, og ingen skrupler har i at nå sine mål, uanset hvem der står i vejen.
Gabriel er den perfekte fjende der kender Ethans svagheder og er den eneste der ved hvad nøglen kan bruges til.
Derfor er det vigtigste selvfølgelig, at man bevarer den/dem i de rette hænder.
Men hvem er de rette hænder?
Det er det store spørgsmål!
Jeg vil ikke gå i flere detaljer om filmens handling, og som titlen antyder, er dette første del af en 2 delt historie.
Præcis lige som nøglen, som er omdrejningspunktet i filmen.
Filmens magi ligger mange steder, men de 4 kvindelige hoved/biroller, spillet af; Rebecca Ferguson, Vanessa Kirby, Hayley Atwell og Pom Klementieff er et friskt pust og en superstyrke der gør denne her til en af de bedste i Mission: Impossible serien.
Der bliver ikke sparet på krudtet og man føler sig som en flue på væggen igennem biljagter, ansigtsmasker, forræderier, høje spring, togulykker og svæverier forårsaget af tyngdekraften.
Det er katten efter musen igennem de 2 timer og 43 minutter filmen varer, og det eneste tidspunkt det bliver lidt tungt er, når man får forklaret med lange og delvist uforståelige dialoger, hvad dette våben kan, vil, og muligvis er lavet af.
Ingen film uden, at have et helt specielt kapitel til Tom Cruise, der endnu engang viser at han er action-stjernen over dem alle, trods hans 61 somre.
Han tilføjer spænding, glimt i øjet, komik i rette mængde og stunts der gør at man gisper efter vejret.
Én specifik scene vil gå i historiebøgerne for det vildeste stunt optaget på film!
Jeg kan dog kun påstå det, men ikke bevise det.
Derfor, læn jer tilbage, sæt den på Cruise-Control og vær vidne til sommerens Blockbuster, der uden tvivl er min 2023 favorit, men også Mission: Impossible favorit.
Et lille spørgsmål inden jeg smutter.
Hvad er Tom Cruise kendt for at gøre i alle hans film?
Gør det samme.
RUN!