Skriv en kommentar
I denne 5. ombæring skal man – ganske som i de foregående 4 – ikke lede efter dyb mening, intense og tætte personskildringer og stemningsbilleder, der for eksempel dvæler en stille piblende bæk natur. Fra første sekund er farten sat i højeste gear med det velkendte IMF-team, der skal forhindre verdensomspændende kaos.
I indledningsscenen er Ethan og hans team ved at få fat i en sending nervegas der ikke må havne i forkerte hænder. Gassen befinder sig i et transportfly, som er ved at lette. På vanligt frygtløs vis løber Ethan hen mod flyet, hvor han ender med at holde fast i døren – udefra, mens flyet går i luften, fordi hans makker Benji ikke lige har fået hacket sig ind i flyets computersystem. Det bliver løst og gassen når selvfølgelig ikke frem til skumle modtagere.
Det kan virke risikabelt, at man som det allerførste i filmen brænder dens mest spektakulære stunt af. Det er nu fin optakt til den obligatoriske scene, hvor Ethan skal modtage sin næste mission på et ’hemmeligt’. I ved, det der med at beskeden selvdestruerer efter 5 sekunder. Denne gang er beskeden imidlertid fra Syndikatet, der med andre ord har kompromitteret IMF, dens aktører og dens metoder. Samtidig deltager IMF-holdets ’politiker’, William Brandt, i en senatshøring, hvor CIA-direktør Hunley, fornemt krukket spillet af Alec Baldwin, lægger op til at nedlægge IMF. Ethans gruppe er med andre ord presset både af Syndikatet, som har samlet et mylder af agenter, som eller blev regnet for døde, og af sit politiske bagland.
Ethan har en idé om, hvem der er Syndikatets bagmand, som leder ham til Marokko, England og ikke mindst til Østrig. Bedst som Ethan og Benji har indfundet sig til gallaforestilling på Puccinis opera Turandot går det op for dem, at de er havnet midt i et attentatforsøg på den østrigske forbundskansler. Ethan får tilsyneladende forhindret attentatet, blandt andet efter at have uskadeliggøre den ene af 3 attentatmænd til tonerne af arien ”Nessun Dorma”. Herligt overrumplende, lige præcis denne arie, der var et nu afdøde Pavarottis romantiske glansnumre, bliver brugt som underlægning til kampscener.
I Marokko skal IMF-holdet have fat i en listen over Syndikatets agenter og finansielle fundament. Problemet er bare, at disse informationer befinder sig i et topsikret computer, men ikke uventet finder holdet på en udvej, heldigt hjulpet i sidste øjeblik af Ilsa, agent for britiske MI6. Tilbage i England flettes de sidste tråde sammen, de bagvedliggende sammenhænge kommer for en dag, de onde bliver fanget og/eller uskadeliggjort og de gode ender med at være ganske godt tilfredse, ikke mindst fordi nedlæggelsen af IMF bliver forhindret.
Ud fra dette korte og forhåbentlig ikke alt for spoiler-fyldte resumé at dømme, kunne man forledes til at karakterisere Mission Impossible: Rogue Nation som skabelonskåret action. Virkemidlerne er der, herunder biljagt i snævre gader, motorcykel-ditto på åben vej, nervepirrende undervands-opgaver uden ilttank og så videre. De er imidlertid blandet og filmet med fornem sans for sammenhæng og for handlingen ikke taber pusten, heller ikke i de få scener, hvor hovedpersonerne på filmen har brug for … at trække vejret.
Selv om Tom Cruise efterhånden af en moden charmør på 54, formår han fortsat at fremstå som en vårhare, uanset om han hænger uden på et fly i indledningen eller slår saltomortaler med og i en bil. Er han troværdig som agent? Tja, action-genren taler jo absolut fortrinsvis til de indre drengebørn derude foran biograflærredet, så det spørgsmål bør tilsvarende besvares ud fra genrens forudsætninger og mit bud er så absolut et ja. Desuden repræsenterer Ethan Hunts 3 makkere, computernørden Benji, William og Luther forskellige egenskaber og karaktertræk, hvorved de tilsammen dækker de deres opgaver og samtidig giver anledning til vittig dialog, når der opstår uenighed og uklarheder.
Hvor Skyfall og den kommende Spectre med en ny mørk og skæbnetung tone genopfinder James Bond-universet, går instruktøren bag ”Mission Impossible: Rogue Nation”, ikke markant nye veje, men finpudser i stedet tidligere stillistiske valg. På den måde bliver der alt i alt tale om underholdning, der om ikke ligefrem beriger og gør os kloge, så i hvert fald leverer effektiv action til et par timers tidsfordriv i biografmørket, når nu vejrudsigten alligevel langt hen ad vejen byder på gråvejr og regn.
