Skriv en kommentar
9-årige Chiyo og hendes søster Satsu, bliver i 1929 solgt af deres desperate forældre til 2 forskellige geisha-huse som tjenestepiger. Chiyo bliver udvalgt til at blive oplært som geisha, men tænker kun på at finde sin søster igen, og flygte. Efter et mislykkedes flugtforsøg, bliver Chiyo degraderet til at være slave for husets mester. En dag møder Chiyo en forretningsmand med 2 geishaer, som stopper op og snakker med Chiyo, køber hende en is og giver hende nogle penge. Dette er den første venlighed hun har oplevet siden hun kom til byen, og hun forelsker sig straks i manden. Hun bruger pengene på en bøn, hvor hun beder om en dag at kunne blive geisha, for at møde denne mand igen. Mange år efter tager en populær geisha, Mameha, Chiyo under vingen for at oplære hende som geisha. Hun giver hende navnet Sayuri, og hun bliver snart byens mest populære geisha. Men hvad med manden på broen?
Da jeg satte mig parat til at se denne storfilm, slog det mig at jeg allerede havde mine fordomme imod den. Jeg regnede med en detaljeret beskrivelse af de japanske geishaer med en tilhørende overfladisk kærlighedshistorie. Derfor overraskede det mig meget, da jeg fandt ud af at filmen var det stik modsatte. Mit Liv Som Geisha har en solid, dyb og velfungerende kærlighedshistorie, som klart er en af de bedste i mange år. Desværre forstår man aldrig helt hvad en geisha er, filmen forklarer aldrig helt hvad forskellen mellem en gemen prostitueret og en geisha er, og mange vil derfor være efterladt med dette spørgsmål.
Mit Liv Som Geisha er en utrolig flot film, den er den rene fryd for øjet. Filmens mange idylliske såvel som deprimerende landskaber, er filmet med en flair for håndværket. Derudover er filmens kostumer også blandt de smukkeste i lang tid. Men filmen mangler den dybde og medfølelse i sine karakterer, så den ender med at være et stort modeshow samt en 2 timers instruktionsvideo i fotografering… hvis det da ikke var for kærlighedshistorien. Denne træder dog først i kraft efter den første times tid, hvor dramatikken er i førersædet. Faktisk tager dramatikken her så meget overhånd, at man på ingen måde kan tage det seriøst, og sjældent føler med vores hovedperson Chiyos kvaler.
Instruktøren hedder Rob Marshall, og det er manden der var bag musicalen Chicago. Med denne film gaber han måske over mere end han kan klare, men man kan dog alligevel ikke lade være med at respektere manden for forsøget. Han skaber flotte billeder, og formår skam at holde fast i sit publikum på trods af filmens spilletid, men han har ikke skabt den mindeværdige film som Mit Liv Som Geisha lægger op til. Filmen er baseret på Arthur Goldens bestseller fra 1997, og er sådan set overført så godt til film som man kan forestille sig. Det er en vanskelig bog at filmatisere, da den spænder over mange år, og de spring historien tager, gør sig bedre i bog end på film. Derudover har vores alles Steven Spielberg produceret, og det kan man faktisk godt se og mærke. Som sagt er det en flot film at se på, og dette har Spielberg haft en stor indflydelse på.
Skuespillet er en sag for sig. Først og fremmest har man brugt en god portion dygtige asiatiske skuespillere, men man har lært dem engelsk, så filmen er lettere at forstå for det amerikanske publikum. Dette er en kæmpe fejl, da sproget virkeligt hæmmer skuespillernes talenter, og deres accenter tager sin tid at kæmpe sig igennem. Det er en spildt chance for alles vedkommende, og sænker generelt filmens niveau en smule. Ziyi Zhang (Vejen Hjem, House Of Flying Daggers og Tiger På Spring, Drage I Skjul) spiller den voksne udgave af vores hovedperson, og man kan virkelig mærke hendes kamp med sproget. Udover det virker hun ikke så vant til den kæmpe produktion som Mit Liv Som Geisha er, men hun klarer nu totterne alligevel. Michelle Yeoh (Tomorrow Never Dies og Tiger På Spring, Drage I Skjul) er dog filmens lille perle. Hun spiller Mameha med en gnist i øjet. Ken Watanabe (Den Sidste Samurai og Batman Begins) er ligeså heller ikke tabt bag en vogn, men han tangerer ofte til en form for overskuespil, og det er synd.
Filmen har en god håndfuld mangler, og det jeg ærgrer mig mest over, er tanken over hvad Mit Liv Som Geisha kunne have været, hvis man havde rettet på disse. Som den står nu er det en god film, især for dem som elsker filmhåndværk eller bare en god kærlighedshistorie, men den er ikke den genistreg den kunne have været blevet til.
