Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Da den tyrkisk fødte tyske instruktør Fatih Akins Gegen Die Wand (Mod muren) ramte Europa var ingen grænser for hædersbeviser til filmen. Den vandt Guldbjørnen i Berlin og den eftertragtede European Film Award. I Danmark blev filmen rost til skyerne af et samlet anmelderkorps og ikke uden grund.
Akins film er en usminket historie om en sælsom kærlighed, der er dødfødt. At den udspiller sig i Tyskland med en tyrkisk ramme gør den ikke mindre interessant, men det kan også være filmens svaghed, fordi den emmer lige lovligt meget af politisk korrekthed i sin handling.
Cahit er en mand, der har mistet livsgnisten og sådan set kun lever for at dø. Han drikker som en svamp (og minder på mange måder om Bænkens Kaj) og kører en dag at mod en mur i sin bil for at ende sin tilværelse. Dette er selvfølgelig kun en af referencerne til filmens titel. På hospitalet møder han den 23-år yngre tyrkiske pige Sibel, der har en helt anden tilgang til livet. Hun vil nyde hver et sekund af det, men møder ustandseligt modstand fra sin muslimske familie, hvorfor hun altså også prøver med selvmordet som udvej. Ingen af dem lykkedes i deres ærinde. Sibels chance for frihed er at gifte sig med en tyrkisk mand, og her kommer Cahit ind i billedet. Deres forhold er som at løbe ind i en mur – men det uundgåelige i sådan en film sker. De bliver forelsket i hinanden, men indser det først, da det er for sent. En skæbnesvanger aften begår Cahit en forbrydelse, der sender ham i fængsel og Sibel må flygte til sin kusine i Istanbul, hvor hun kommer på noget af en detour. Slutteligt skal de jo have chancen igen, men måske viser det sig at tiden har forandret dem så meget, at deres kærlighed er som at gå ind i en mur.
Mur-motivet, som jo er ret oplagt i Tyskland er en anelse overspillet, og selve konstruktionen af historien, som ellers er ret nuanceret, bygger på et par ret fæle klicheer, som rækker tilbage til det umage par og deres umulige kærlighed. Havde Shakespeare været tysker i det 21. århundrede havde han måske kaldt Romeo og Julie for Cahit og Sibel. Det er på sin vis også fint, men det forekommer til tiders også ordinært. Der er også unødigt mange blodige scener i filmen, hvor karaktererne smadrer hænder ned i glas eller flænser underarmen op med en smadret flaske. Unødigt er det fordi det tager brodden af skuespillets intimitet og til tider gør karaktererne utorværdige.
Omvendt er der noget ganske usentimentalt over skuespillet, som løfter filmen op på et højt plan. Cahit spilles af den garvede Birol Ünel, der især har været skolet igennem tysk tv-produktioner. Hans portræt af Cahit udvikler sig fra det overspillede bumseagtige til at blive en meget nuanceret træmand med en sjælden tomhed i øjnene. Ünel har et fantastiske fjæs med stubbe af skæg og besynderlig ar, der fylder godt i denne stærke rolle. Modsat sig har han spillefilmsdebutanten Sibel Kikelli, der har sin erfaring fra pornofilm! Det ses tydeligt i de erotiske scener, hvor hun er hæmningsløst dygtig, og der mener denne anmelder faktisk positivt. Det erotiske i filmen er noget af det fineste i filmen overhovedet. Kikelli ligger en meget fin præstation for dagen i en rolle, der er svær fordi den også er meget nuanceret i de små detaljer, og fordi hun skal reagerer på Ünels overspil i begyndelse. Det er perfekt.
Når nu filmen er blevet så populær, skyldes det sandsynligvis at den er skåret over nogle ret klassiske motiver, som sagtens kan bruges, men som får filmen til at snerpe over mod det gennemsnitlige i stedet for at rense sig selv for genremæssigheder. Der er for meget filmskole og for lidt originalitet over filmen. Den kan heller ikke rigtig vælge om den vil være kærlighedshistorie eller et debatindlæg i samfundet, hvad angår sammenstødende mellem den vestlige og den tyrkiske kultur. Det lyde alt sammen negativt, men fordi den er leveret med så overbevisende og forfriskende præstationer, skal Mod muren kan også anerkendes og anbefales til dem, der gerne vil se film, der ikke lige er lavet i Danmark eller USA. Fatih Akin er en af de mange tyske instruktører, vi kommer se at til meget mere til i fremtiden. Tysk film er i det hele taget noget af det mest spændende for tiden, hvor danskerne og siden forskellige asiatiske lande har vist sig som toneangivende. Her er måske et svar på noget, der minder om en ny tysk filmbølge, som har udviklet sig utroligt siden Tom Tykwers uortodokse Lola rennt.
Inden for de klassiske rammer er Mod muren en rigtig fin film, som blot skulle turde at være lidt mindre anmassende og lidt mere antydende – med fare for at blive overset på diverse festivaler og prisudgivelser. Fatih Akin glæder jeg mig til at se i fuld udfoldelse senere i livet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Pan Vision.
