Skriv en kommentar
Jacob (Nikolaj Lie Kaas), der har taget orlov fra sit journalistjob for at skrive en roman, plages af skyld over søsteren Julies (Lotte Bergstrøm) selvmordsforsøg. Hun overlede, men er nu handicappet. En dag præsenterer Julie den joviale, bamsede fyr Anker (Nicolas Bro), som hun har mødt på internettet, som sin kommende ægtemand for den undrende familie. Men på bryllupsnatten lykkes det denne gang Julie at begå selvmord. Jacob har på fornemmelsen, at Ankers rolle i forhold til Julies selvmord ikke er helt uskyldig – eller er det blot Jacob der overfører egen skyld på Anker? Jacob rejser fra København og opsøger Anker i den jyske landsby Mørke (!) – ikke langt fra Knebel (!).
Instruktøren Jannik Johansen, der debuterede med ”Rembrandt” i 2003, og den allestedsnærværende manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen har tydeligvis en veludviklet sans for, hvordan spænding bygges op over overførsel af skyld – et redskab og et psykologisk tema som mesteren Hitchcock perfektionerede. I takt med at Jacob graver dybere og dybere i Ankers fortid og personlighed og skræmmende (?) ting kommer frem, bliver Jacobs skyldkompleks i forhold til den afdøde søster tilsvarende større, og det i en grad så man selv kommer i tvivl om, hvem der er den skyldige – og derved også selv kommer til at bære rundt på skyld ved måske at anklage den forkerte (godt det kun er film). Og det på trods af, at vi faktisk er blevet præsenteret for håndfaste beviser på sagens rette sammenhæng - men som mennesker er flest, er vi rigtig gode til at tage skyld på os og være blinde for fornuften.
Det er flot set og effektivt gennemført af instruktør og manuskriptforfatter, når overførslen af skyld sker i sammenstødet by og land; fordommene udsiges næppe men flyder gang på gang over i antydninger og gestik på begge sider - og hvornår holder fordommene egentlig op og tager realiteterne over. Når Mørkes politimand Carl, der hverken vil kaldes landbetjent eller sherif, i en flot tungen-lige-i-munden-præstation af Morten Lützhøft, holder øje med Jacob, er det så fordi, han er jaloux over københavnerens indtryk på pigerne, eller fordi han kan se, at Jacob bærer rundt på noget der kan eksplodere, hvornår det skal være?! Men midt i de mere eller mindre fordomsfulde sammenstød mellem by og land er den handicappede kvindes selvmord, den store ensomhed, som ingen, hverken i byen eller på landet, kan bære. Ikke et øjeblik taber Johansen og Jensen det tema og det motiv af syne.
Især Nikolaj Lie Kaas som Jacob, men også Nicolas Bro som Anker skal bære meget i denne film; de skal hele tiden gøre os i tvivl om, hvem der er den skyldige, og hvem der overfører skyld. Det lykkes langt hen ad vejen nervepirrende godt – og kulminerer i en herligt chokerende slutning, hvor man bogstavelig talt snapper efter vejret. Men ligesom der graves dygtigt i Ankers fortid, savner man samme insisteren og konsekvens i forhold til Jacob; hvorfor er det, at han har taget orlov fra avisen for at skrive en roman der tilsyneladende ikke bliver til noget (skylden?); og hvad er det specielt i Jacobs tilværelse der gør, at han så let tager skylden over sin søsters selvmord på sig og bærer den håbløst frem i verden?! Når filmen ikke går synderligt dybt her, fremstår Jacobs skyldbetyngede gang på Jorden nok som alment eksistentiel, men den truer altså også med at være en stadig, langtrukken gentagelse uden udvikling. Instruktøren forlader sig lige lovlig meget på, at Nikolaj Lie Kaas´ skyldbetyngede og tavse udstråling uden videre kan bære igennem, i det der synes at være den ene tur efter den anden i landsbyen Mørkes trøstesløse gader, udover pløjemarker og frem til forfaldne gårde – kun en drukturs pludseligt klarsynede enetale åbner på klem til sagens rette, betændte og skyldbetonede kerne. Noget mere af den slags nedslag eller rettere indslag i Jacobs ellers pæne og trendy tilværelse havde gjort underværker og fastholdt filmens spænding. Som det er nu, virker filmen for lang og ikke helt tilfredsstillende forløst.
