Moliére (født Jean-Baptiste Poquelin) er en af de største skikkelser i Fransk teater og bliver ofte betegnet som skaberen af den moderne satire og farce. Selvom Moliéres liv efterhånden er veldokumenteret, er der stadig en kort periode i hans yngre år, der er omgærdet af mystik: efter et kort fængselsophold, på grund af gæld, i 1645, forsvandt han i nogle få måneder, hvorefter han vendte tilbage for at tage på landevejen med sin teatertrup.
Det er disse gådefulde måneder intruktur og manuskriptforfatter Laurent Tirard har valgt at kaste sig over i denne film. Han forsøger, klogt nok, ikke at kaste sig ud i gisninger om hvad der egentlig foregik i denne periode, men vælger i stedet at digte en kulørt historie i Moliéres egen ånd og krydre den med situationer og karakterer inspireret af hans værker.
Det er dermed ikke filmens projekt at give en troværdig og dækkende skildring af personen Moliére og hans liv og virke, men snarere at give en uhøjtidelig hyldest til manden, inspireret af hans egne komiske værker. Man kune måske kalde det for en slags metabiografi.
I Tirards fortælling bliver Moliére hevet ud af fængslet af den middelaldrende rigmand Monsieur Jordain, der vil bruge hans lyriske og dramatiske talenter til at vinde den unge skønhed Céliménes hjerte. Monsieur Jordain er i forvejen er gift med den smukke Elmire, hvorfor at Moliére må udgive sig som en præst under navnet Tartuffe, for ikke at vække mistanke. Der sker dog det at Moliére begynder at udvikle følelser for Elmire og scenen er hermed sat for en lang række komiske og romantiske forviklinger
Skal man gå plottet efter i sømmene er det ca. spinkelt og fortænkt som det lyder, men det behøver nu ikke at gøre det store i denne slags film, hvor det centrale er charmen og udførelsen af de komiske situationer. Den kniber det dog desværre lidt for sjældent med, Moliére beklager selv i filmen at komedie blot er ”mekaniske gentagelser”, en udtalelse man naturligvis kan diskutere, men det er desværre lidt for ofte tilfældet i denne film: Der er simpelthen for meget plat, forudsigelig slapstick og situationer som man har set mange gange før, og alt for få reelle grin til at filmen fungerer godt som komedie.
Ca. halvvejs tager filmen en drejning imod det mere alvorlige, hvilket dog også er problematisk i og med at der ikke er lagt et tilstrækkeligt fundament til at bære denne pludselige alvor. Det er som om at Tirard ikke rigtig har kunnet bestemme sig for om han skulle lave en respektløs og fandenivoldsk komedie, eller en respektfuld gengivelse af personen Moliére. Resultatet er at filmen sætter sig mellem to stole og aldrig bliver rigtig sjov, eller rigtig rørende og medrivende.
Det centrale tema i filmen bliver henimod slutningen Moliéres erkendelse af, at det komikken og ikke det fine, alvorlige teater, som han elsker så højt, der er hans talent. Denne splittelse er desværre også symptomatisk for Tirards film, der hverken rigtig lykkes på det komiske eller det dramatiske plan, men som så hjertens gerne vil begge dele.
Visuelt er der ikke en finger at sætte på ”Moliére”, periodeskidringen er lige i øjet, og hvis man er en af dem med en fetish for spraglede kostumer og overdådige slotte er der masser at komme efter. Det samme må gælde for kendere af Moliéres værker, da der utvivlsomt er masser af referencer at spotte. Hvis man ikke hører til nogen af de ovennænvte grupper, som undertegnede, er det desværre nok begrænset hvor meget man får ud af at se ”Moliére”.