Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Efter at Sherlock Holmes og krimi tv-serien havde oplevet en ny renæssance, fik nogle producere en god ide. Forfatteren Agatha Christie og hendes verdensberømte belgiske detektiv Hercule Poirot skulle genoplives. I en gigantisk produktion med prominente skuespillere som Johnny Depp, Michelle Pfeiffer, Judi Dench, Willem Dafoe og Kenneth Brannagh både som Poirot og instruktør samt manuskriptforfatter på filmen, skulle “Mordet i Orientekspressen” genindspilles og være starten på en ny franchise. På trods af enorm markedsføring havde filmen dog problemer med at trække folk i biografen - især i hjemlandet. Det stopper dog ikke efterfølgeren “Døden på Nilen”, der indtil videre skulle udkomme i 2019, men fremtiden for franchisen er herefter uvis.
Efter endnu en opklaret mordsag, tager detektiven Hercule Poirot på en velfortjent ferie. En kammerat kan skaffe ham plads på førsteklassestoget Orientekspressen, og så er det bare, at smide fødderne op og nyde turen. Indtil der sker et mord, og toget sidder fast i bjergene. Forsyninger er der rigeligt af, men morderen er stadig blandt passagerne, og straks kommer Poirot på arbejde igen.
Den velkendte Shakespeare-instruktør Brannagh virker som det oplagte valg til en filmatisering af en Agatha Christie bog. Dette er et hovedværk i kriminallitteraturen fra dengang hvor fortællinger ikke omhandlede karakterudvikling, men at vildlede sit publikum og overraske med sin slutning. Om “Mordet i Orientekspressen” overrasker en ny generation, kommer naturligvis an på, om de kender fortællingen på forhånd, men om den nye generation, er filmens målgruppe, er et langt bedre spørgsmål. Brannagh med sin baggrund sigter nemlig efter en helt anden målgruppe, og filmens enorme forøgelse af gammelmandshumor, peger også i den retning. Dette er et enormt problem, for vi kender fortællingen, har nydt bogen og den glimrende filmatisering fra 1974 allerede. Os kan en genindspilning ikke overraske. Derimod formår Brannagh at skide på nostalgien, imens de nye ting han tilføjer, hæmmer tempoet og destruerer strukturen. Derfor føles “Mordet i Orientekspressen” som en langsommelig og hamrende ligegyldig affære - overraskende slutning eller ej. Filmen slæber sig igennem et gabende kedeligt øjeblik til et andet, med kun få udslag på spændingskurven undervejs, og ender som en kønsløs og charmeforladt film, der hurtigt ender i glemmebogen.
“Mordet i Orientekspressen” er dog ikke helt forfærdelig. Det er nærmest umuligt med alle de stærke kreative kræfter bag. At Brannagh på det seneste ikke har imponeret i instruktørstolen, ændrer ikke på, at han kan skabe nogle flotte, idylliske og uforglemmelige billeder. Filmen har til tider et lidt for tydeligt overforbrug af CGI, men selv da formår Brannagh at gøre filmen en æstetisk smuk oplevelse. Blandt skuespillerne keder Johnny Depps karikerede overskuespil endnu engang, imens Michelle Pfeiffer er filmens højdepunkt. Brannagh er heller ikke helt skidt som Poirot, men hans komik skal nok nedtones en hel del i efterfølgeren, før han får thumbs up herfra. Hvad der dog gør “Mordet i Orientekspressen” interessant, er den sparring man kan mærke mellem skuespillerne, for der er en virkelig god kemi mellem dem, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de har hygget sig med deres arbejde. Om dette er årsag nok til at give filmen en chance, må være op til den enkelte. Personligt fandt jeg filmen for langtrukken og kedelig til en anbefaling. Så hellere gense Sidney Lumets version.
Billede & Lyd - 6/6
“Mordet i Orientekspressen” er skudt på 65mm film, og filmens 4K transfer er af allerhøjeste kvalitet. Billedet er knivskarpt med en perfekt hvidbalance, der gør selv de mørkeste scener lyse, farverige og detaljerige, uden at stemningen bliver ødelagt. Udgivelsens Dolby Atmos lydspor er ligeså imponerende, hvor hver en detalje går ubemærket hen i en ubesværet sammensat lydbalance, der ikke kan sættes en finger på.
Ekstramateriale - 4/6
Kommentarsporet med Brannagh og hans medmanuskriptforfatter Michael Green gør filmen til en langt mere underholdende oplevelse. Her er spækket med informationer, der bliver leveret med overskud og glæde. En ren fornøjelse at lytte til. De slettede scener får vi også lidt information omkring, imens de otte (!) featurettes er en smule for korte til at nå i dybden, men alligevel formår tilsammen at danne et indtryk af arbejdet med filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.
