Skriv en kommentar
Instruktøren Garry Marshall, der havde sit store gennembrud med Pretty Woman fra 1990, fortsætter med Mother’s Day sin serie om særlige mærkedage, der tidligere har rystet de romantiske ensemblekomedier Valentine’s Day og New Year’s Eve af sig. Denne gang er omdrejningspunktet vores allesammens første kærlighed: Mor.
Som i Valentine’s Day og New Year’s Eve følger vi en række forskellige historier, der i takt med at filmen udvikler sig og mors dag nærmer sig knyttes sammen på tværs af generationer.
I USA er mors dag en stor begivenhed og vi følger en række forskellige kvinder i ugen op til den store dag. Vi møder Sandy (Jennifer Aniston) der forsøger at takle eksmand og børn og få gang i karrieren hos tv-værten Miranda (Julia Roberts), da hun uventet står overfor den charmerende Bradley (Jason Sudeikis), der ligesom hun opdrager sine børn alene. Vi møder også Jesse (Kate Hudson), der har sin søster som nabo, gør karriere og har ikke set sine forældre i adskillige år, til de en dag dukker uanmeldt op og konfronteres med hendes hemmelige ægteskab. Og vi møder bortadopterede Kristin (Britt Robertson), der er angst for at binde sig til sin kæreste og leder efter sin biologiske mor. Resultatet er en let og romantisk fejring af kvinder, der alle har et særligt forhold til mødre eller moderrollen.
Der er skruet op for jokes om ægteskabets udfordringer og moderne levevis med dine, mine og vores børn, og hvordan man takler det, når den tidligere ægtefælde pludselig finder en ny. Det er lidt fjollet, og alle klichéerne om svigermødre (også de knap så flatterende) er med. Dog er det ikke uden glimt i øjet, og selvom filmen hverken går i dybden, eller er helt troværdig i sine detaljer, gør det ikke noget. Den prøver på ingen måde at udgive sig for at være socialrealisme eller dybsindig, men netop letbenet underholdning som hylder mødre i alle afskygninger på mors dag. Og det lykkes.
Der er et væld af referencer til tidligere film, som f.eks. Hector Elizondo der spillede butleren Barney Thompson der hjalp Vivian Ward (Julia Roberts) med at finde de korrekte bestik til sin middag med Edward Lewis (Richard Gere) i Pretty Woman fra 1990, der som kommentar på Mirandas frokost siger: ”ja, det er den rigtige salatgaffel” og kort efter kommenterer at hun spiser stegte grønne tomater (fra filmen Stegte grønne tomater fra 1991). Det giver en følelse af glædeligt gensyn, for Julia Roberts må om nogen siges at have gjort det fremragende i et utal af komedieroller, og også her gør hun det glimrende, selvom det er en af hendes mindre roller.
Generelt er skuespillet, som filmen i det hele taget, ikke det dybeste eller mest rørende. Men det er overbevisende nok, og den ukronede hovedrolle Jennifer Aniston leverer en fin fortolkning af den distræte Sandy. Samspillet mellem Julia Roberts og hende er behageligt at se på. De mandelige biroller er knap så gennemførte og følger mest med som netop biroller, der ikke er i fokus. Men da filmens tema er mødre, er det næppe overraskenden og medvirker indirekte til at sætte mere fokus på de kvinder og mødre som filmen ønsker at hylde.
Mother’s Day er kort sagt en letbenet komedie uden den store dybde, men med underholdning der ikke kræver det store tankearbejde og som giver et par nostalgiske grin, der gør at man bliver behageligt let om hjertet.
