Skriv en kommentar
Endnu en version af den klassiske science-fiction-film er nu i biograferne. Der er ikke ændret meget på det originale præmis, men det gør heller ikke noget. Nærkontakt af 3. grad er nemlig en fantastisk film, og den gør sig specielt godt på det store lærred på grund af Vilmoz Zsigmonds helt fantastiske billeder
Elektrikeren Roy Neary - der er så meget everyman, som man kan blive - er ude for en nærkontakt med en UFO, og hele hans liv går i småstykker, fordi det eneste han kan tænke på, er ufoerne. Roy bliver fyret og begynder at bygge kæmpestore, mærkelige skulpturer i ler i sit hjem. Hans kone forlader ham sammen med børnene, men Roy ænser det nærmest ikke – hans tanker er på det uforklarlige, der skete for ham.
Samtidig sker der uforklarlige ting rundt omkring i verden. Fly, der har været forsvundet i 50 år, dukker op på mystisk vis og ser helt nye ud. Et kæmpestort skib, der også har været væk i mange år, findes pludselig ude i en ørken. Ekspeditioner sendes ud, og teorier dannes, men ingen kan finde hoved og hale i noget.
Endelig opfanger man noget, der kan tolkes som et decideret signal, og et område gøres klar til et møde med de fremmede. Roy og en veninde bliver draget til stedet, og bryder alle love og regler for at nå frem og være en del af det.
Budgettet på Nærkontakt af 3. grad, der blev lavet i 1977, er på sølle 20 millioner dollars, og filmen er endnu en milepæl i historien om pengefabrikken Steven Spielberg. Nærkontakt af 3. grad har nemlig indtil nu indspillet over 300 millioner dollars, og det understreger igen, hvordan Spielberg som en af de meget instruktører i verden formår stort set aldrig at lave kommercielle fiaskoer, på trods af en meget høj produktivitet.
Nærkontakt af 3. grad er da også en af Spielbergs allerbedste film. Første gang man ser filmen, er den nærmest magisk, og man bliver fuldstændig fanget af den dragende historie – anden, tredje og fjerde gang lægger man mærke til den dramatiske og flot timede klipning og naturligvis de smukke, gådefulde billeder. Og det store lærred gør begribeligvis ikke den facet af filmen værre.
Der er mange historier i omløb om produktionen af filmen, men det er et faktum, at den legendariske instruktør Francois Truffaut – han spiller videnskabsmand i filmen - var et stort problem for Spielberg, der var en stor fan af den fantastiske instruktør. Men Truffaut viste sig at være ægte franskmand med alt, hvad det indebærer af krukkerier og magtliderlighed, og så var legendens engelsk mildt sagt håbløst, hvorfor der måtte dubbes efter alle kunstens regler i alle Truffauts scener – og dem er der mange af.
Drengen, der spiller en af de dominerende hovedroller i filmen, ville pludselig ikke filmes i tre dage, og det lille stunt kostede flere hundrede tusinde dollars, da der var tale om klimakset, rumskibsscenen, der er meget omfattende. Den lille møgunge, der indtil da havde performet eksemplarisk, blev forsøgt bestukket med alskens legetøj og slikbutikker, men han nægtede, og man kunne jo ligesom ikke slæbe ham med hylende og skrigende.
De aliens, man ser til sidst i filmen, er små balletpiger i strømpebukser og kostumer. Efter megen research med dværge og selvbyggede robotter fandt Spielberg ud af, at kun små piger havde de lette, fjedrende bevægelser, han var ude efter.
Sådan er der så mange historier om denne, en af de absolut bedste Sci-fi-film nogensinde lavet. Skuespillet er forbilledligt med en vibrerende og strålende ung Richard Dreyfuss i den altdominerende hovedrolle. Billedsiden er fantastisk, manus er skrevet med omtanke og dyrker subtiliteten grundigt, og lydsiden af John Williams er ligeledes imponerende.
Og man skal bestemt ikke ignorere den sociale kritik, Spielberg lægger ind over filmen i dens mørkere elementer. Småborgerligheden og de forargede naboer, der fnyser af Roys fascination med fænomenerne – konen, der ikke har nogen forståelse for det samme, og de folk, der bare fyrer drømmeren, fordi han tror på noget derude. Sikkert en stor grad af identifikation hos drømmeren og legebarnet Spielberg.
Det turde være tydeligt, at Nærkontakt af 3. Grad skal ses eller genses på det store lærred, hvis man har chancen. Det er fortsat en fantastisk film. Og det er vel efterhånden ved at være på tide, at man slæber sine børn med ind til en af vor tids helt store eventyrfilm.
