Skriv en kommentar
Det er den hellige indiske ko, der står på filminstruktør Helle Ryslinges menukort. En dokumentarfilm hun længe har haft i ærmet, og til sidst måtte indspille. Det opstod under hendes dokumentar ”Larger Than Life” og om den indiske filmkultur, og da den ikke ville forsvinde, måtte den realiseres. Og det blev den for at minimalt beløb, som Ryslinge selv har stået for som hovedansvarlig producent, Filmværkstedet har taget den ind, og givet deres.
Selve indspilningen var en lettere speget affære, selvom Ryslinge ofte har frekventeret Bombay og dens forstæder, så er det sin sag at finde rundt, og holde styr på udstyr, lys forhold, og køerne. Det værste var inderne selv, der med deres grænsesøgende nysgerrighed stillede sig ind foran. Et filmkamera, en hvid dame, der filmer køer, det var en grænseskridende oplevelse. Og da instruktøren måtte bruge specielt kamera nogen steder, for at undgå for meget opmærksomhed, ses det tydeligt på et par små scener i filmen, som er utydelige og ikke virker så professionelle med kontrast forholdet og fokuseringen. At der så også blevt stanget fra ”skuespillernes” side, og at instruktøren blev påkørt flere gange af scootere, og trådte i diverse efterladenskaber på gaderne, forstuvede foden, og havde konstant ondt i nakken af umulige stillinger for at kunne kigge i kameraets søger. Det vidner om særdeles svære betingelser, når man som enlig vil lave en film, og selv skulle håndtere lyssætning med mere. Der var en hjælper, som kendte området, ellers havde det været en umulig opgave.
At en ko, som var oplægget blev til flere, i alt fire, har kun bragt alsidighed til filmen. Forstadsbyen Nandini (deraf filmens navn), hvor man en dag fra tidlig morgen til sen aftentime følger kørerne og deres rytme. Vi følger Guldhorn og hendes spæde han kalv , den elegante og ”royale” Lady Di, og The Special Guest Star, Sko Ko, der husere i en koncentreret skomagergade.
Der er fuld musik på, fest og glade farver, og en livlig trafik af et samfund, hvor dyr og mennesker lever i forholdsvis fredsommelighed.
Filmen er en interessant dokumentar beskrivelse, dog virker den noget langsommelig undervejs, men finder sig selv igen. Dens målgruppe virker en anelse diffus, når Ryslinges fortællerstemme underholder undervejs, fungerer det, men ellers er der for store tomrum, hvor gadelarmen, køerne og trafikken kører deres forskellige tempi. Det er ikke godt nok til ikke at blive understøttet. Ærgerligt for Ryslinge er en dejlig og ærlig billedmager.
