Skriv en kommentar
Cris Johnson opererer som tryllekunstner og spillefugl i Las Vegas under kunstnernavnet Frank Cadillac. Her tjener han lidt småpenge og prøver så vidt muligt at leve en tilværelse, der ikke forstyrrer andres. Men Cris har et helt specielt talent, der hjælper ham med trylleriet og kortspillet. Han kan se to minutter ind i fremtiden og ændre den, så den forløber fordelagtigt for ham. Amerika trues af atombombeterrorisme, og nu vil antiterroragenten Callie Ferris (Julianne Moore) bringe enspænderen ind i kampen for nationens sikkerhed, mens slynglerne vil ham til livs, så han ikke forhindrer bombesprængningen.
I en stærkt forvrøvlet historie med utallige løse ender og absurditeter ville man inden man tog ind og så filmen ønske, at man havde set ind i krystalkuglen og set, at filmen ikke hang sammen. Således er historien ganske enkelt ufattelig ringe, selvom set up’et egentlig bestod af en ganske god ide. Nicolas Cage fører os på vanlig cool vis gennem den ellers håbløse film, mens dygtige Julianne Moore føjer endnu en upassende rolle til sit blandede CV, der indeholder tænksomme film som ”Magnolia” (1999), ”The Hours” (2002) og ”Children of Men” (2006), men også tvivlsomme produktioner som ”Laws of Attraction” (2004) og ”Trust the Man” (2005). Smukke Jessica Biel forfører med sit udseende og sin stærke udstråling, mens en noget træt Peter Falk (Colombo) får en meget lille gæsteoptræden, der ikke bidrager til andet end at gøre filmen endnu mere rodet. ”Next” er og bliver en forvrøvlet film, der irriterer med sine mange huller i historien og nogle overordnede præmisser, der er umulige at sluge.
New Zealandske Lee Tamahori, der tilbage i 1994 stod bag den barske og meget vellykkede ”Once were Warriors” og senere lavede James Bondfilmen ”Die another Day” (2002), har stået bag i adaptionen af den storslåede science fictionforfatter Philip K. Dick’s bog. Underligt at Tamahori har kunnet lave en så vrøvlet film, når Dickfilmatiseringer som Scotts ”Blade Runner” (1982) og Amenábars ”Abre Los Ojos” (1997) netop vinder ved deres filosofiske gennemførthed. Det værste er næsten, at ”Next” gerne vil være en klog og tænksom film, der således refererer hyppigt til Kubricks univers fra Science fiction filmen ”A Clockwork Orange” (1971) og bombekatastrofekomedien ”Dr. Strangelove” (1964). Undervejs snubler filmen gevaldigt og udstiller sig selv i forhold til disse overlegne og kløgtige film.
”Next” vil så gerne være seriøs og tænksom Science fiction, men den snubler over sine egne ben og mislykkes totalt i sit foretagende. Skuffet over den tid filmen stjal forlader man biffen med sit arrige og krævende gemyt, jublende over at ingen kan spole tiden tilbage og få en til at se det makværk igen.
