Skriv en kommentar
Amerikanerne har gjort det i flere generationer. Englænderne har løftet arven. Og nu er turen altså også kommet til Danmark.
Vi taler selvfølgelig om den så udbredte rom-com-formel, der indeholder lige dele lækre mennesker på jagt efter den evige kærlighed, de lækre menneskers knap så lækre venner, der i modsætning til de puritanske turtelduer sværger til fysiske stimulationer og så naturligvis en forudsigelig happy end, der garanteres af en langvarig og udmattende kamp for at nå dertil. Mød Noget i luften.
Pernilles (Line Kruse) evner som clairvoyant bliver sat på en alvorlig prøve, da den charmerende journalist Daniel (Robert Hansen) går undercover for at undersøge, hvad er fup, og hvad er fakta i den åndelige verden. Pernilles hæmningsløse terapeutveninde Sidsel (Linda P.) leger Kirsten Giftekniv mellem den generte Pernille og den hensynsfulde Daniel, men hun er også rede til at gå langt i sin dirrende iver efter at modgå den spirende romance mellem Pernille og den indbildte guru Alexander (Dejan Cukic).
Situationen bliver yderligere besværliggjort af, at Daniel er forlovet med den smukke, men ufølsomme Michelle (Christiane Schaumburg-Müller), hvis far har tilbudt Daniel at overtage sit magasin efter brylluppet. Ambition møder tvivl, for Daniel synes lidt for godt om Pernille, og vice versa, men er det virkelig meant to be? Eller har skæbnen helt andre planer med den umage duo?
Danmark har en lang tradition for spøjse folkekomedier og sublime romantiske komedier som Den eneste ene (1999) og Italiensk for begyndere (2000), der begge har sat en høj standard for netop denne efterhånden prøvede genre. Der er ingen tvivl om, at Noget i luften sigter efter den samme kanoniserede bjergtinde. Dog lykkes denne udlevede forhåbning langt fra.
Filmens debuterende instruktør, Michael Asmussen, har med filmen bevidst ønsket at lave en standardiseret komedie a la de amerikanske, hvor ”de onde er onde, og de gode er gode.”, som han selv udtrykker det. Kærlighedens udvalgte par skal grueligt meget igennem, før de endelig kan holde hånd i hånd, og slutteksterne kan symbolisere en usynlig ”de levede lykkeligt til deres dages ende”. Med denne typiske matrice for øjnene formår Asmussen at følge den klassiske komediesti relativt trofast. Både Pernille og Daniel er supercharmerende, og det er, fra deres første møde finder sted, temmelig åbenlyst, at de hører sammen. Egentlig ikke fordi filmen giver nogle underbyggede hints om, hvorfor det præcist forholder sig sådan, mere fordi filmen nu har bestemt sig for, at det skal være sådan. Take it or leave it!
Og det er nok også her, at den første afgørende skillevej viser sig - nogle passagerer vil nemlig vælge at køre videre med forudsigelighedens tog, andre vil derimod stå af i deres søgen efter noget mindre urealistisk, mere ægte, mindre forceret. Det er i og for sig interessant nok, at Asmussen har forsøgt at overføre en amerikansk fortællemodel til dansk film, men hvad hvis det ikke helt går i spænd med den danske folkesjæl?
Det mener denne anmelder nemlig, at det ikke gør. Amerikanerne er faktisk gode til at være dårlige, altså lave corny, cheasy film, så disse ellers udskældte adjektiver faktisk kan få en helt positiv betydning. Omsat til dansk terræn lyder det til gengæld en anelse affekteret, en smule fortænkt. Filmens svageste dele er da også de, hvor inspirationen fra den amerikanske hang til polariserede karakterfremstillinger er tydeligst. Det er eksempelvis de både usandsynlige og utroværdige scener mellem Daniel og hans forlovede eller de overgearede og manierede optrin mellem Pernille og Alexander.
Det, der til gengæld fungerer, er de heldigvis flere øjeblikke, hvor den danske humor siver igennem med skøre karakterer, der er lidt for meget over the top, men dog uden at miste deres genkendelighed eller gennemslagskraft. Det er filmens hellige steder, der er så profane, at amerikanerne aldrig ville turde lave dem uden en ordentlig selvcensur. Det er, når Pernille kaster op, lige inden hun skal i kirke, fordi julefrokosten har været lidt for sjov. Det er, når Sidsels festlige patienter morer sig på hinandens bekostning. Det er i Sidsels friske attitude af fuck al konformiteten og videre i den bane.
Endnu et plus ved filmen er, at den maler et fantastisk idyllisk postkortbillede af København. Wow, bor jeg virkelig her, kan man ikke lade være med at spørge sig selv? Taget filmens lovey-dovey-tema i betragtning passer denne romantiserende kulisse jo helt enestående, for her er ingen skarpe skår, ingen pessimistiske Murphys love, ingen hårdhændet asfalt. Her er dansende snefnug, glædespredende julelys og god karma hele vejen igennem.
Skuespillerne klarer det egentlig fint, specielt i betragtning af det ikke altid velsvingende manuskript. Historien er set før, hørt før, gjort før … så legitimerer det overhovedet endnu en deja-vu-film om same old, same old, selv om det, i denne omgang, er et amerikansk forbillede, der er omsat til dansk regi? Eller rettere, gider man bruge tid på en lille film af traditionel støbning, selvom Tivoli sjældent har taget sig fornemmere ud, og Noget i luften sætter alle sejl til at blive en værdig pendant til amerikanske rom-coms?
Ja, for selv om denne anmeldelse måske har antaget en mere pegefinger-roterende mine, vil jeg også applaudere filmen for dens overordnede feelgoodness, et symbolsk rødt tæppe, der ruller sig kækt ud med destination mod klippede julehjerter, intim samhørighed og kærlig julestemning. Og det er måske mere end nok. Eller i hvert fald nok.
Oder was?
