Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Kan det virkelig passe, at blot fordi manden John Lennon er interessant, så er drengen John Lennon det naturligvis også? Nej, heldigvis, men hos debutanten Sam Taylor Wood får vi alligevel et rigtig fint portræt af en ung mand, der kom til at ændre verden.
Når man har at gøre med en mand som Jonh Lennon, der blev et ikon og som sammen med The Beatles fik så stor en indflydelse på blandt andet verdens kulturhistorie, så er det naturligt at lede efter den der ting, der gjorde at han blev som han var. Som om kunne man ved at udsætte drengebørn for samme behandling og opvækst skabe John Lennoner på samlebånd. Men det kan man ikke. Han var unik, og selv om det nok ikke var hans, på mange måder, traumatiske barndom, der gjorde ham til den kunstner han var, så er det dele af det puslespil, der blev til mennesket Lennon. Og det er det, der gør Nowhere Boy interessant, for ærligt talt, så er John Lennons barn- og ungdom ikke ekstraordinær. Speciel, ja, men ikke lad-os-lave-en-film-om-det speciel. Men vi ved at den dreng dér bliver til John Lennon, og derfor gider vi se filmen.
Nowhere Boy drives især frem af en skarp instruktion, et godt manuskript og ikke mindst Aaron Johnson, der i rollen som den unge Lennon er eminent.
Liverpool. Her finder vi en ung John Lennon. Han klarer sig ikke specielt godt i skolen, pigerne er vilde med ham, han laver konstant ballade, og er faktisk mest af en en rod. Hans faste forankring er onkelen, han bor hos. Da Onkelen pludselig dør skal den unge John bo alene hos sin tante Mimmi. Moderen bor lige i nærheden, men hun har valgt sit barn fra. Det er denne splittelse mellem to kvinder, der i høj grad præger den unge drengs liv. For hvor tanten er stabil og streng byder moderen på spontanitet og ikke mindst musik. Hun lærer John at spille banjo og smitter ham med sin kærlighed til Rock n' Roll. Det går jo som vi ved, John beslutter sig for at blive rockstjerne, starter et band og møder Paul og George. Den lille Paul er fænomenal på guitar og sang, og det generer naturligvis John ego, men ikke desto mindre finder de to drenge et venskab, ikke mindst i kraft af, at de begge har et traumatisk forhold til deres mødre.
Som drengen i midten fanget mellem to kvinders meget forskellige kærlighed til ham skabes mennesket John Lennon. Fortællingen er både traumatisk og rørende, men handler først og fremmest om kærlighed og tilgivelse. Om denne udgave af Lennons ungdom er troværdig eller for den sags skyld bidrager med noget vigtigt til forståelsen af manden, skal man nok lade Beatles afficionados afgøre.
Som film holder den dog hele vejen. Man får billedet af en sårbar dreng, der bliver hård udenpå, samtidig med at vi præsenteres for en klar skildring af en tid og den betydning musik kan have for livet selv. John Lennons historie er symptomatisk for en generation der identificerede sig med Elvis og en arbejderklasse, der så musikken som en udvej.
Nowhere Boy er en fantastisk film. Den undgår elegant at blive til sødsuppe eller at forklare for meget. Se den! Hvad enten man er til Beatles, Lennon eller noget helt andet, så er det ganske enkelt en smukt fortalt historie. Og sådan en lever for evigt – ligesom manden, det hele handler om.
Han var blevet 70 år i år, det nåede han desværre ikke, men metaforisk udødelighed er måske heller ikke at foragte.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
