Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Så blev der pludselig plads til 1 ½ times ekstra vulgære scener, nu hvor Trier har fået udgivet sin oprindelige version af Nymphomaniac. Biografversionen lød på rundt regnet 4 timer, hvor publikum var sparet for det mest groteske og grænseoverskridende lagengymnastik. Samtidig må man så spørge sig selv om, hvor grænseoverskridende det så egentlig er. Javist, filmen balancerer da på en knivsæg på hvad menigmand nok føler sig komfortabel med på det store lærred. Men er sandheden ikke også at netop filmmediet er så stærk et fortællemiddel at det burde (og kan) rumme alt. Jeg er tilhænger af det sidste, og samtidig stor Trier-tilhænger. Derfor kan denne provokerende figur slet ikke bringe mig ud af fatning. Jeg synes det er ganske befriende at han udfordrer os alle, gang på gang, uagtet hvad det kan give af kindheste hvor end han kommer frem.
Lad mig slå fast med det samme at Nymphomaniac først og fremmest er et visuelt og stærkt fortalt drama om nymfomanen Joe. Gennem 8 kapitler fortæller hun sin livshistorie, som på sin vis er en forbandelse, men også et vilkår. Lytteren er den ældre ungkarl Seligman, som finder Joe liggende forslået i en gyde. Han tager hende med sig hjem og passer og plejer hende, og derigennem får han øjnene op for en tilværelse og en livsførelse som ikke kunne være meget mere forskellig fra hans egen.
Nymphomaniac er en skæbefortælling i samme stil som Breaking The Waves og Dancer In The Dark, og på ingen måde at sidestille med en lummer hudfilm som blot (igen) skal fornedre det kvindelige køn. Det er ikke videre muligt at berette meget mere om indholdet end at man følger Joe i hendes eskapader fra ung pige til hendes nuværende 50-årige stadie. Dramatikken ligger i hendes uudtømmelige tørst efter bizar kropslig omgang, og herunder ikke mindst de mange mennesker som hun har mødt undervejs. Disse er ofte i fortællingen tildelt et bogstav i stedet for et navn, som en form for poetisk retfærdighed.
Rollelisten er lige så imponerende som den er lang. Hvad der har fået fine Hollywood-skuespillere til at flokkes til, skal jeg ikke kloge mig på. Måske de har haft lyst til at prøve sig selv af på en helt anderledes måde, i så fald er det blevet opfyldt. Trier har i hvert fald fået lige hvad han har ønsket sig. Naturligvis har han hidkaldt gamle venner som Charlotte Gainsbourg (Antichrist), Stellan Skarsgård (Dogville, Breaking The Waves), Udo Kier (Breaking The Waves, Riget), Jean-Marc Barr (Dogville, Europa), Willem Dafoe (Manderlay, Antichrist), men når også Shia Laboeuf, Christian Slater, Jamie Bell, Connie Nielsen og Uma Thurman dukker op, så er vi ved at være der. Tilmed krydres det af danske birolle-skuespillere, så som Jesper Christensen, Nicolas Bro, Jens Albinus, Cyron Melville og Laura Christensen.
Selvom tingenes tilstand er centreret omkring Joe og Seligman (Gainsbourg og Skarsgård), så er det Stacy Martin som løber med hæder og ære i min optik. Hendes rolle som den pulserende unge Joe, er mildest talt bjergtagende. Hende har vi ikke hørt det sidste til. Du har min garanti!
På vanlig vis strør Trier om sig med diverse referencer i et manisk og magisk billedsprog. Du bliver, med andre ord, ikke holdt i hånden, når du skal over vejen. Nymphomaniac vil nok dele vandene uanset om at man ser biografversionen eller denne forlængede udgave, ganske som også Melancholia og Antichrist gjorde. Men når nu denne signatur elsker Triers værker og var fascineret af fire timers nymfomani, så kan I selv regne ud, hvad 90 minutter mere af samme skuffe udløser.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
