Skriv en kommentar
Ved sidste års Berlin Festival vandt Pernille Fischer Christensen som bekendt en Sølvbjørn for ”En soap”. Men den måtte dele med Jafar Panahis seneste film ”Offside”, som den på en lidt mærkelig måde deler tematik med. I ”En soap” følger vi den transseksuelle Veronica i dagligdagens Nordvest, mens der i Offside også er cross-dressing på programmet – men snarere af nødvendighed end af lyst. Filmen følger en række unge iranske kvinder, der for at komme til landskamp mellem Bahrain og Iran på det store nationale stadion i Teheran, må klæde sig ud som mænd, da det jo ikke er lovligt for kvinder at være på stadion til fodboldkampe alene af den grund, at der kommer obskøniteter ud af munden på de fleste mænd – ganske ligesom i Danmark når Olsenbanden ikke spiller op til sit bedste.
Kvinderne overskrider altså en kulturel og juridisk offside-grænse med fare for anholdelse og det der er værre. Men når lysten til fodbold er stor, er der som bekendt ingen grænser for fantasien. Filmen bruger således ret snedigt den besværlige fodbold-jargon som en allegori på et samfund, der ikke i vores forstand er demokratisk, og ganske passende har filmen premiere dagen efter den internationale kvindekampdag.
Iransk film har siden 1980’erne haft kronede dage med instruktører som Abbas Kiarostami, Mahkmalbaf-dynastiet (særligt hhv. Mohsen og Samira). Men Panahis ”Cirklen” fra 2002 har været det bedste bidrag fra et land, der ikke dyrker vanlig persisk voluminositet i filmsproget. Dette samme gør sig gældende for ”Offside”, der i lighed med ”Cirklen”, Samira Makhmalbafs ”Æblet” og Mohsen Makhmalbafs ”A Moment of Innocence” leger med det dokumentariske og bruger filmsprogets symboler som virkemidler, hvilket gør filmene til udfordringer for ethvert publikum.
Og særligt i Panahis tilfælde har det været nødvendigt. Hans to tidligere film er begge forbudte i Iran, og det har naturligvis ikke gjort det nemmere for ham at optage filmen. I tillæg til det, er filmens centrale scener optaget mens kampen mellem Bahrain og Iran faktisk fandt sted, så ligesom i ”Cirklen” er den optaget med allerstørste diskretion – og det gør filmen en anelse mere interessant. Handlingen er i øvrigt ganske enkel. Filmen følger en håndfuld piger, der på vej ind på stadion bliver nægtet adgang og tilmed bliver tilbageholdt af unge soldater, der måske ikke kan se det store problem i at pigerne går til fodbold. Filmen leger som sagt med grænserne mellem fiktion og fakta og på samme tid leger den også med grænserne mellem tragedie og komedie. Pigerne bliver tilbageholdt i en lille indhegning, men får kommenteret kampen fra en soldat, der kan se ind på stadion. Pigerne går selvfølgelig meget op i taktik og hvordan de iranske verdensstjerner som Ali Daei, Mehdi Mahdavikia og Asien Maradona, Ali Karimi klarer sig på banen. Og i dette spil med rene amatørskuespillere opstår, der noget der kunne minde om neorealisme fra efterkrigstidens Italien, og det er ganske fortræffeligt og ret morsomt, men på en tragisk baggrund.
”Offside” fungerer således, som sagt, som en allegori over et samfund, der ekskluderer kvinders ret til at gå til fodbold, fordi det kan være moralsk anstødeligt. Omvendt er fodbold jo netop kendt for at kunne ophæve grænserne for politiske spændinger og netop det iranske landshold huskes jo for en protest mod præstestyret i Teheran, da de i kampen mod USA til VM 1998 lod formaningerne hjemmefra ligge i omklædningsrummet og sammen med amerikanerne var samlet som et hold til det obligatoriske holdfoto. Absolut et af de smukkeste øjeblikke i fodboldens lange historie, der i øvrigt endte med iransk sejr på 2-1. Således ender filmen også smukt, da man følger kvinderne juble i sejrsrus og glæde over Irans avancement til VM i Tyskland sidste år. Hvordan det gik Irans hold der, er en anden og knapt så interessant historie.
Det er til gengæld Offside. Den fortæller med antydningens kunst om et uhyggeligt vigtigt emne. Man siger ofte blandt mænd i Danmark, at livet er for kort til kvindefodbold. Men i Offsides tilfælde er livet for kort til IKKE at forholde sig til problematikken om kvinder og fodbold i Iran. Det er den for vigtig til og på en ganske spydig måde, der efterlader små fine smilehuller i biografens mørke
Og så må jeg i øvrigt rose en detalje, man meget sjældent taler om i filmanmeldelser. Filmplakaten er et mesterværk.
