Skriv en kommentar
Kultinstruktøren Robert Rodriguez’ seneste arbejde – ’Once Upon a time in Mexico’ -var ellers, i øvrigt på foranledning af vennen Quentin Tarantino, tænkt som den finurlige krølle på halen, den endegyldige tredjedel i trilogien om ’El Mariachi’. Og indledningsvis tegner det da også ganske lovende. ’Once Upon a time in Mexico’ starter på akkurat samme sublime niveau, som ’Desperado’ så dygtigt slap ni år tidligere. Men det varer desværre ikke længe, før det nyfundne favntag atter slippes. Efter de første akkorder er blevet slået an og de første runder patroner affyret, falder niveauet nemlig ganske betragteligt, og især anden halvdel viser sig at blive en særdeles sjusket og langsommelig affære.
Til gengæld evner Rodriguez til stadighed at skildre det auditive og visuelt, højeksplosive univers, der indrammer de mexicanske scenerier, når han med subtil håndføring lader kameraet smyge sig rundt mellem kugleregn og døde, sønderskudte kroppe. Der er lagt op til et stinkende, endegyldigt blodbad. Og det får vi så også, om end omfanget næppe kommer på omgangshøjde med Tarantinos nådesløst højrøde ’Kill Bill’.
Men tager man et vue ud over det samlede skue, begynder der derimod at indsnige sig kraftige incitamenter af, at ’Once Upon a time in Mexico’ i virkeligheden er en temmelig halvhjertet og ikke særligt vellykket affære. Nuvel vi kan da leve med de tykke klicheer og de uvorne platheder, der driver ned ad væggene – i hobetal! Men det er til gengæld langt sværere at acceptere en historie, der på det skamfuldeste spoleres af et virvar af lettere korrupterede personligheder, der med forskellige midler, mål og baggrunde bliver filtret ind i hinandens liv og alle, i bund og grund, er ofre for den samme banale historie.
Hovedåren for disse viltre sammenfletninger er et veltilrettelagt kupforsøg mod den mexicanske præsident i ly af de dødes festdag. Kuppet skal anføres af den skruppelløse general Marquez (Vigil). Han er styret af narkobaronen, Barillo (Dafoe), der vil have frit spil til sine skumle geschæfter og derefor ønsker den godhjertede præsident af vejen. Og det er så her vores gæve El Mariachi (Banderas) trækkes ind i manegen som en såret tyr. Hans kæreste, Carolina (Hayek), er død, likvideret af netop Marquez, og datteren har lidt samme kranke skæbne. El Mariachi vil have hævn. Og det ved den lurvede og mildest talt afdankede CIA-agent, Sands (Depp), der ser kuppet som sin optimale chance for at score et par millioner til at dække sin egen slunkne kassekredit.
Den helt unikke charme og fascination, der gjorde ’Desperado’ så enestående, lå, ud over dens visuelle skønhed, ikke mindst i det indadvendte fokus på det fandenivoldske kærlighedseventyr mellem El Mariachi (Banderas) og hans elskede Carolina (Hayek). Den fascinationskraft må vi desværre undvære her, da Carolina jo er død og borte. I stedet giver instruktør Rodriguez os et mere flydende og upersonligt univers, der drukner i den almene forvirring jo tættere vi kommer et klimaks.
Men også persongalleriet giver alvorlige problemer. Det er ærligt talt svært at fæstne sin lid til den pjevsede Billy (Rourke), der er flygtet til Mexico fra guds eget land for at undgå en tur bag tremmer. Han har fået ly hos Barillo, men vender øjeblikket efter på en tallerken og hjælper gladelig FBI i bytte for en plads i den amerikanske skygge. Værre står det unægtelig til med Sands. Han har fået pillet øjenæblerne ud og slutter sine dage som blind gunfighter, der skyder på det hele. Det er plat og spild af gode intentioner.
Men ’Once Upon a time in Mexico’ har da også sine goder sider. Og de skal absolut ikke glemmes. Glimtvis spiller Rodriguez stadig med musklerne og viser tegn på fordums styrke. Desværre bliver det bare ved glimtene.
