Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Robert Carlyles lidt tyvagtige og lurvede karakter er ingen nyskabelse. Det var sådan, det internationale publikum lærte ham at kende i ’Det bare mænd’ – en skarp og ironisk historie om fem arbejdsløse, midaldrende mænd fra arbejderklassen i England, der tager konsekvensen og får brød på bordet ved at smide kludene for lokalbefolkningens hunkønnede væsener. Carlyles figur er ikke meget anderledes i ’Once upon a time in the midlands’, omend kludene dog bliver på kroppen denne gang. Han er stadig en lidt småkriminel, kompliceret type, der prøver at skabe et forhold til sit eneste barn (denne gang en modstræbende datter, der holder mere af sin papfar) samtidig med, at han forsøger at hele sårene med eksen. Kort sagt en kanut man egentligt ikke burde føle det mindste sympati for, men det gør man ikke desto mindre.
Umiddelbart er der ikke megen grund til sympati for Carlyle, der i ’Once upon a time in the midlands’, med besvær, fylder Jimmys karakter ud. Jimmy er svær at komme ind på livet af. Lidt af en enspænder, der bor i Glasgow og overlever med små og diletantiske overfald og holdups. Men en sær blanding af genoplivede følelser og en flugt fra et mislykket røveri mod et par arbejdsomme klovne fører ham tilbage til Midlands, hvor han genser sin tolvårige datter, Marlene, og ekskæresten og moderen, Shirley. Shirley hedder sådan set også Shirley i virkeligheden – bare med et Henderson som rosinen i pølseenden. Jep, det var hende fra Lone Scherfigs ’Wilbur begår selvmord’ fra sidste år. Og det gjorde hun godt. Og igen gør hun det godt. Vel og mærke som den eneste.
’Once upon in the midlands’ er forudsigelig og fuldstændig blottet for overraskelser, der kan fungere som handlingens krydderi. Det kræver derfor heller ikke adgangskort i mensaklubben for at regne ud, at Shirley tvivler på sine følelser for den kluntede, kejtede og i grunden stærkt belastende Dek, der ellers elsker og tilbeder både Shirley og og hans prepubertære datter, på gule nummerplader, Marlene. Hvordan kan man dog holde af sådan et fjols? Det er sådan set her stormens centrum befinder sig og bedst beskrives som en blæst i et glas vand. For det er ikke energi og tempo, der kendetegner denne flødebollekomedie, denne Verden havde været bedst foruden. Og så er det, at vi som medlevende publikummer ellers må lide med en Shirley, der først elsker Dek og så elsker Jimmy og så elsker Dek en gang til samtidig med, at hun skal forholde sig til datterens had til faren og kærlighed til papfaren. Hvis hun dog bare kunne finde ud af det, den stakkels Shirley! Men kunne hun det, var der vel næppe noget plot?
’Once upon a time in the midlands’ er regulært tidspilde, kvælende kedsommeligt og og proppet med klichéer, der er skaber en forudsigelig handlingsgang uden drive. Figurerne er stereotype og klichéer i sig selv. De er kedelige, uinspirerende og fordrer da heller ikke særligt medrivende spil fra skuespiltruppen – pånær én! Shirley Henderson formår som den eneste at løfte sig op over flokken af fårede tumper i noget, der ligner en bragende fiasko. Og hvorfor denne western-klingende titel? ’Once upon a time in the midlands’ har ikke en skid med det vilde vesten at gøre. Ja bevares. Det skulle da lige være lydsporet, som ikke er helt ved siden af og antyder en usynlig forbindelse. Men ellers fiser vi bare rundt i et skotsk arbejderkvarter, der ikke er meget anderledes end det engelske ditto. Hvor er John Wayne på sin hvide hest? Dek har sit mekanikerværksted men reparerer af grunde, der må stå hen i det uvisse ikke sin egen bil. Svigermor ser tv-shows dagen lang mens svigerfar er vor tids svar på en lokumsdigter, skriver sine sange med røven i sædet og guitaren i skødet.
Forudsigelighed forekommer hyppigt i filmbranchen. Og mange gange fungerer det også fint, hvis filmen har andre facetter at hvile det tvivlsomme fundament på. Men heller ikke her står ’Once upon a time in the midlands’ distancen. Shane Meadows har tydeligvis forestillet sig et romantisk komediedrama, der skulle blande sjov og alvor i et kaotisk kærlighedens bål. Men det lykkes ikke. Slet, slet ikke. ’Once upon a time in the midlands’ er aldrig i nærheden af at være sjov. Og når især Dek og Jimmy kæmper med kærligheden og hinanden er det pinligt og utroværdigt. Lad denne film gå i glemslen hurtigst muligt. Det er nok bedst for alle parter.
’Once upon a time in the midlands’ afrundes med to elleveminutters montager om tilblivelsen af filmen. Vi er fluen på væggen, bag om kameraet, lægger ører til instruktion og får et par udtalelser fra holdet bag filmen. Men hvor er det dog dybest set ligegyldigt med en film, der er så uinteressant (ekstramateriale : 2 stjerner).
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
