Skriv en kommentar
Seymore ”Sy” Parrish (Robin Williams) lever en stille, rolig og ensom tilværelse. Han har ingen familie eller venner, men går derimod meget op i sit arbejde. Han er nemlig ansat i en fotokiosk i supermarkedet SavMart. Sy er nærmest besat af at fremkalde billeder, men det er ikke hans eneste besættelse. Han er opslugt af familien Yorkin – Nina (Connie Nielsen), Will (Michael Vartan) og deres søn Jake (Dylan Smith). Han drømmer sig ind i deres liv, som han opfatter som ”den perfekte familie”. Sy ville ikke bryde sig om hvis den drøm brister, og intet er så perfekt som han tror det er…
Robin Williams er tilbage! I One Hour Photo giver han endda måske hans bedste præstation til dags dato, og mon ikke en Oscar nomination er på vej? Med Williams’ sidste par film (Insomnia, Death To Smoochy og nu One Hour Photo) er han fuldstændig kommet på den rette kurs igen, og det er dejligt at opleve en god skuespillers comeback (nu mangler vi bare at Robert De Niro gør det samme). One Hour Photo er en tragisk og samtidig dyb film med mange lag. Det er måske ikke en film der vil gå over i historiebøgerne, men den er ganske forfriskende, idet det måske ikke er en af de film man oplever for mange af. Man skal dog ikke regne med at forlade biografen i det allerbedste humør, eftersom filmen kravler under huden på en, og bliver der et stykke tid.
One Hour Photo er instrueret og skrevet af Mark Romanek, som hermed får sin spillefilmsdebut. Romanek er tideligere kendt for at lave banebrydende musikvideoer for bl.a. Madonna, Nine Inch Nails, David Bowie og Michael Jackson, og den stil præger også filmen en hel del. Billederne er ikke direkte imponerende, men Romanek har allerede skabt sig en stil der er genkendelig. Man kan beskrive det som en lys David Fincher, som nærmest er en modsætning i sig selv. Dette harmonerer dog godt med manuskriptet, der tydeligvis er inspireret af film som Taxi Driver, The Tenant og The Conversation, og beskriver fint en mands ensomhed og besættelse. Med det sagt mangler både manuskript og instruktion et lille pift, før filmen ville nærme sig klassikerne.
Som sagt er Robin Williams ganske imponerende, og gør hele biografbesøget værd. Hans skildring af Sy er sympatisk og smuk. Man kommer til at føle med figuren, på trods af hans synlige psykiske lidelser. Danske Connie Nielsen har også skrevet sig godt ind i Hollywood, og med hendes egentlige gennembrud i Gladiator, skal vi nok få en masse mere at se fra hendes side. I One Hour Photo spiller hun også sin rolle suverænt, rollen er derimod ikke den mest velskrevne. Hun er attraktiv, naiv og forudsigelig, og ud af dette spiller hun nok mest på naiviteten. Michael Vartan har været med i en del små film, som han ikke har magtet særlig godt. I denne film er han dog ikke helt dårlig, men hans figur er desværre også let at overse. Gary Cole skal også nævnes, han har en mindre rolle som Sy’s chef. Cole er jo kendt for rollen i En Stemme I Natten, og derfor er han nok svær at tage seriøs. Jeg vil nu ikke kalde ham en dårlig skuespiller, for det er han ikke, men han passer ikke særlig godt i rollen, og det er synd.
Alt i alt er filmen værd at se pga. Robin Williams, og fordi det er en interessant lille film. På en måde minder den om en blanding af Se7en og The Fan, uden at være nær så god som Se7en eller nær så dårlig som The Fan. Den opbygger en spændning og atmosfære, og det alene er mere end hvad de fleste Hollywood thrillers kan præstere. Oveni har den en interessant slutning der sætter tankerne godt i gang. Så hvis du er et fan af thrillers, må man sige denne er et must, for den er lige tilpas anderledes til at gøre en forskel.
