Skriv en kommentar
Noget der falder én for brystet, efter at have set Orkidé-tyven, er den meget misvisende danske titel. I og for sig har filmen intet med orkidé-tyve at gøre. Den amerikanske titel er ”Adaptation”, som oversat til dansk betyder tilpasning / bearbejdelse, hvilket er en meget mere rammende betegnelse i denne sammenhæng.
For tilpasning er, hvad det handler om for manuskriptforfatteren Charlie Kaufman. Han har netop færdiggjort manuskriptet til Being John Malkovich, som bekendt siden blev en stor succes. Hans næste opgave er at skrive et filmmanuskript over den autentiske bog Orkide-tyven af Susan Orlean, en anerkendt journalist fra magasinet The New Yorker. Bogen er en selvbiografisk fremstilling af et uskyldigt interview, der udvikler sig til mere.
Som den amerikanske titel måske antyder, er det en proces, der ikke er så enkel endda. Charlie, spillet med uforglemmelig integritet af Nicolas Cage, rammes af den, for skribenter, så velkendte og genstridige skriveblokade. Han ved ikke, hvordan han skal starte eller slutte. Ja han ved ikke engang, hvad han skal uddrage af bogen, hvad han skal fremhæve, og hvad han skal udelade. Bedre bliver det ikke af at hans tvillingebror Donald, der går til manuskriptforfatter-kurser hos den anerkendte Robert McKee, har succes med sit manuskript. Donald har også succes med kvinderne. Det har Charlie heller ikke. Han har simpelthen ikke modet til at visse sine følelser. Men som han lever sig mere og mere ind i bogens univers, og selv får skrevet sig mere og mere ind i manuskriptets handling, begynder historien også at tage sin form. En form der tager en thriller-lignende drejning, da vores antihelt Charlie drages for meget af den kvinde, han skriver om og sætter sig for at opsøge.
Charlie Kaufman har skrevet manuskriptet til Being John Malkovich og Orkidé-tyven. Det er også ham det handler om i Orkidé-tyven. Et selvbiografisk epos om de skrivekramper man uværgeligt kan havne i, når omverdenens forventninger er for store. Forvirret? Fortvivl ikke. Charlie Kaufman har blot skrevet sig selv ind i sin nye film, der, ligesom tilfældet var det med Being John Malkovich, er instrueret af Spike Jonze.
Og det er en kombination, der dur. For resultatet er en yderst velfungerende fortælling, der underholder, overrumpler og overrasker. Slutningen udvikler sig til en grande finale, der sent vil glemmes. I det hele taget er fortælle-stilen, filmen igennem, meget atypisk for en Hollywood-produktion, og den afkræfter til en vis grad myten om, at Hollywood-film alle kan skæres over en kam.
På mange måder er Orkidé-tyven en uforglemmelig genistreg. Den er genial, fordi dens fortællestil er så abnorm og på fremragende vis forstår at binde virkelighed og film sammen i en ubrydelig kæde. Ringen sluttes, da Charlie Kaufman pludselig selv er en del af det manuskript, han er ved at skrive. Nøjagtig som det er tilfældet i den nonfiktive Verden. Den er genial, fordi filmen i og for sig ingen handling har men alligevel formår at skabe en handling ud af intetheden. Den er genial, fordi den handler om den skriveblokade, man kan lande i, når man skal lave opfølgeren til sin første film, der viste sig at blive en kæmpesucces – Being John Malkovich.
Samtidig er det kun velfortjent, hvis Nicolas Cage kan modtage sit livs anden oscar for sit spil og opofrelse for denne film. Det er en mange kilo tungere Nicolas Cage, man ser i dobbeltrollen som tvillingerne Charlie og Donald Kaufman. Og han gør det sublimt. Han er næppe set bedre. Dette må være hans karrieres absolutte højdepunkt. Men rollens tilpasning gør også, at han får den mulighed for at visse sine kvaliteter. Værdigt spil leveres også fra Meryl Streeps kant. Hun udfylder rollen som journalisten Susan Orlean, og det gør hun godt. Hun har været oscar-nomineret 12 gange tidligere men kun modtaget trofæet to gange. Muligheden er der igen til forårets oscar-uddeling, hvor hun er nomineret for bedste kvindelige birolle.
Orkidé-tyven har netop været fremvist ved Berlinalen, Nordeuropas største filmfestival i Berlin. Ikke overraskende løb filmen med sølvbjørnen - en anerkendelse af, hvilken klasse der er over denne film.
Orkidé-tyven har et dejligt sarkastisk tiltag over sig, og den udleverer sin egen branche med skarp ironi og velkrydret humor. Det er rart og befriende, når den selv samme branche, så mange gange, har været mistænkt for at være selvsmagende og arrogant.
De visuelle virkemidler er klart nedtonet i forhold til det fortællemæssige. Men ikke desto mindre er det så godt håndværk, at man glemmer tid og sted. Filmen er så solidt klippet, at man ikke lægger mærke til, at man bare befinder sig i sit lune, mørkerøde sæde i den mørke biografsal. Det er en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Den største ulempe kan være, at man helst vil blive siddende efter filmen er slut, for at se den igen. Og igen. Og igen.
