Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der skal en speciel sans for fortættet fængels-drama til for at koge alverdens fortrædeligheder og magtkampe, grænse- religions- og andre stridigheder ind til underholdning, der viser sig at holde gennem 6 sæsoner. Samarbejdet mellem manuskriptforfatter Tom Fontana, og producerne Barry Levinson og Jim Finnerty har skåret unødvendig pynt af historien og viser fængselslivets barskhed uden omsvøb.
Fængslets idealistiske administrator, Tim McManus, gør sit bedste for at fremme rehabilitering af de indsatte, også selv om det kan blive nødvendigt at bøje nogle regler. For eksempel hvor hans jurisdiktion over Emerald City kolliderer med de ydre mure og sikkerhedsforhold, hvor ansvaret hører hjemme hos andre. Desillusionering indtræffer, så han ender med at være synonym med det fængsel han havde sat sig for at omvende. De ædle tanker om rehabilitering frem for gengældelse fordufter.
De indsatte repræsenterer som en tikkende og aldeles ustabil bombe en mangfoldighed af kriminelle miljøer, fordelt i fængslets toneangivende grupper, blandt andet den italienske mini-mafia, det Ariske Broderskab, de sorte. Dertil kommer dem, der bare bliver indrulleret som slaver, f.eks. for Vern Schillinger, lederen af de ariske brødre. Tobias Beecher kommer ikke fra kriminelle kredse uden for fængslet. Han har ’bare’ dræbt et barn, mens han kørte spirituspåvirket. Han bliver Schillingers ’room-mate’ –og mærket med et tatoveret hagekors på den ene balle.
Fængslets psykolog, søster Peter Marie, står for det formelle bureaukrati, når en indsat søger om tilladelse til og aftale om samvær med sin kone. En position, der giver hende et klart magtmiddel over for fangerne, men også et forhold, der bliver overhalet af popularitetssøgende politikere uden for murene, der i bestræbelserne på at finde besparelses-potentiale på de offentlige budgetter fjerner de indsattes ret til … ’ægteskabeligt samvær’.
Der er Kareem Said, der som uofficiel leder af/talsmand for de muslimske indsatte påvirker stemninger og personer – til at tænke og leve efter Allahs bud. En tydelig torn i øjet på det ariske broderskab, ikke mindst.
…og så er der alle håndlangerne. Alle dem, der udfører det beskidte arbejde i den løbende strid mellem grupperne. Der er ikke plads til blot at være der og stå tiden igennem i al ubemærkethed. Der er et særligt fængels-etisk kodeks, som man lige så godt kan indrette sig under fra starten, ganske som f.eks. Tobias Beecher mærker det.
Oz gør ikke meget for at please primetime-publikummet. Konerne, der kommer til ’ægteskabeligt samvær’ smider tøjet. Vold bliver beskrevet og vist i aldeles kontante billeder. Hvad der skiller serien positivt ud fra bare at være vold for voldens skyld er dramaturgiske virkemidler, som ligefrem trækker Shakespeare og på græske tragedier, for eksempel, når handlingen bliver kommenteret i verseform af fange nr. 95H522, Augustus Hill.
Oz var en af HBOs førende titler. Placeringen på en kabel-kanal gjorde det muligt at klippe handlingen i det enkelte afsnit tæt med det fulde fokus på handlingens flow – og ikke på de slots, hvor reklameblokkene skal fyldes ind. Det indvendige af Emerald City bliver konstant belyst fra loftet, hvilket har gjort det lettere at filme, når der ikke skulle flyttes så meget udstyr – og desuden er serien ’skudt’ i 16-millimeter film i stedet for de sædvanlige 35 millimeter. ”Det er ikke så kønt, men det understreger energien i handlingen, når det giver billederne et særligt kornet udtryk”, som Tom Fontana udtrykker det.
Samlet set står Oz som en nærmest genre-definerende serie. Livet bag tremmer – eller i Emerald Citys tilfælde glasvægge – handler om personer, der har fået begrænset deres frihed, fordi de har gjort noget, der i samfundets øjne er forkert. Det forhindrer dog ikke serien i at søge og finde de menneskelige aspekter af både forberedelse og gennemførelse af de indsattes ugerninger og af de konsekvenser, som ’livet’ i fængslet har for de indsatte og deres nære uden for murene. Se serien – men gi’ dig også go’ tid til at fordøje den.
