Skriv en kommentar
Vejen har alle tider været et fremelsket motiv i kunsten. Som den tavse destinationsmarkør, der bugter sig mellem ubegrænsede horisonter, har denne infrastrukturelle opfindelse længe symboliseret menneskets sælsomme vandring. Om man står stille eller skridter sagte, er vejen alligevel altid tilstede, urokkelig og endeløs, under dine fodsåler, under dit livsgrundlag. Den bosniske filminstruktør, Jasmila Zbanic, tager denne tilværelsens uransagelige vej under sentimental behandling i sit nyudklækkede filmopus, På vej.
Luna (Zrinka Cvitesic) og Amar (Leon Lucev) er et forelsket kærestepar, fastboende i efterkrigstidens Sarajevo. De drømmer om at stifte familie og kalde sig far og mor. Begge er de fastansatte i lufthavnens altid småtravle lufttrafik, Luna som stewardesse og Amar oppe i kontroltårnets overvågende kontorer. Amar har dog ikke rent mel i kaffekoppen, og da hans skjulte alkoholforbrug bliver opdaget, får han en kontant fyreseddel, som medfører, at kæresteparrets hidtidige kærlighedsidyl begynder så småt at slå revner. Efter et hændeligt møde med en gammel soldaterkammerat, indvilger Amar i at udskifte den moderne tilværelses stress og jag med et afsidesliggende muslimsk kollektivs fundamentale fundamentalisme. Kan kæresteparret overleve denne pludselige kursændring, er lutter radikalitet altid den rette udvej for sjæleligt afsvækkede, og ligner den strengt islamisk klædte kvinde virkelig en ninja?
På vej frem … og tilbage
Denne films instruktør, Jasmila Zbanic, vandt Guldbjørnen ved Berlin Filmfestivalen i 2006 for sin filmdebut, Grbavica. En yderst imponerende opnåelse for en debuterende instruktør, og en yderst flatterende akklamation fra en af verdens fornemste festivaler. Både Grbavica og På vej tager temperaturen på efterkrigstidens Bosnien og Herzegovina, der, hærget og ødelagt af borgerkrigens gru og rædsler tilbage i halvfemserne, nu forsøger at rejse sig op igen på trods af de visible, fysiske traumer og de mindre synlige, psykologiske skrammer. Hvor Grbavica skildrede denne møjsommelige genopstandelseskamp fra en lille piges skrøbelige fokus, tager På vej en mere moden vinkel og lader sin hudløse tematik udfolde sig gennem et (u)almindeligt kærestepars øjne.
På vej folder sig ud på en relativt lineær måde, hvor vi først bliver introduceret for det, på overfladen, kærlighedsfulde kærestepar, der, på underfladen, alligevel døjer med udfordrende, indre kampe. Både hver for sig og med hinanden. Efterhånden som problemerne hober sig op, begynder det blændende billede ligeledes at krakelere. Amar har sin helt egen måde at håndtere bedrøvelsens slagskygger på, mens Luna vælger at tage forglemmelsestoget i ekspresfart. En murrende konflikt synes uomgængelig, og klimakset skal naturligvis lægge en udsonende binding rundt om de ætsende flænger.
Denne konventionelle tilgang kan virke håbløst forudsigelig, men har også den nævneværdige styrke, at den, langsomt og sikkert, ruller sin bevægende historie ud, stykke for stykke, så man i ro og mag kan lade sig drage ind i fortællingens forvænte univers.
Både Zrinka Cvitesic og Loen Lucev leverer nydelige, subtile præstationer, om end Lucev syner mere troværdig med sine blanke, slidte øjekast og frigide, dødlignende kropsstatur. Manuskriptet er langt hen af vejen elegant forfattet, formående at holde sig væk fra de allerværste klichéer og opretholdende en sandsynlig dramaturgi. Filmens kinematografi er betagende på forfinet, poetisk vis. Den leger tilmed med de subjektive perspektiveringer, bl.a. når Luna betragter sig selv gennem sit simple mobilkamera, eller når hun filmer en sovende Amar med sit flittigt brugte mobilkamera og senere genser klippet på mobilen, der er lagt forsigtigt på puden ved siden af hende, som var det Amar selv. Både fængende og indtrængende er det - i særdeleshed når man sideordner denne stilistiske tilgang med filmens fremmedgjorte, spaltede aktører, der mest af alt beskuer sig selv udefra ... som udenforstående organismer, splintrede og fraværende.
Filmens forstærkende aspekt er ligeså de besnærende billeder af Sarajevo og de bosniske landskaber, der synes at afspejle karakterernes mentale tilstande. De momentant piercende, intime scener mellem parret, der snart stritter i overstrømmende kærlighed, snart drukner i udsigtsløs desperation er ligeledes kraftfulde, ligesom den humane, virkelighedsnære historie, der udmærker sig i at give et nøgternt, dog følelsesbestemt indblik i diffuse efterkrigstilstande i nutidens Bosnien i Hercegovina. På vejs fine måde at flette den mikroskopiske, omskiftelige kærlighedshistorie på med den makroskopiske, forvandlende virkelighed kommer også filmen til gode.
At filmen alligevel ikke hæver sig over gennemsnittets grænseskel, skyldes dens manglende evne til fordybelse. På trods af, at vi fornemmer, hvorfor Amar vælger den ekstremistiske løsning, skurrer det imidlertid en anelse konstrueret. Resten af persongalleriet forbliver desuden sært distancerede, som var de udefrakommende holografer. De føles mere som ufuldstændige projektioner af en sikkert udmærket, dybere idé fra instruktørens side, men som altså i praksis fremstår ufuldstændiggjorte og fraspændte.
Man kunne argumentere for, at denne tilstedeværende karaktermæssige hulhed dominerer for at fremdrage karakterernes katastrofale krigserfaringer, men det holder alligevel ikke. Man føler som tilskuer en udestående fordybelsesindsats hos instruktøren – som om hun skraber i sine karakterer, men ikke vover at synke dybt nok ned i dem.
Filmen havde klart opretholdt en mere nærværende tone, havde den valgt at fokusere på den mere jordnære historie – Lunas og Amars forfærdelige krigserfaringer og deres spinkle forsøg på at leve videre i et etnisk opdelt land. I stedet griber På vej fat i den sensationalistiske indfaldsvinkel med skæggede islamister, burka-klædte kvinder og arrangerede ægteskaber på programmet. Det er både over the top og underpræsteret.
Der er mange interessante menneskelige og religiøse grundtanker i filmen, men denne anmelder blev hverken klogere på radikalitetens mekanismer, kærlighedens væsen eller krigens konsekvenser. Dét, jeg så i denne film, havde jeg set mange gange før. Ja, total håbløshed driver måske én til at søge håbløse tilflugtssteder, ja, kærlighed har sine egne hemmelighedsfulde veje, og ja, krig sucks. Big time!
Og ja, På vej har godt nok fat i alle delene, men ikke grundigt eller gennemarbejdet nok. Filmen er på vej … men står stadig som status quo.
