Skriv en kommentar
Jeg har ventet og ventet på at Guillermo Del Toro ville fuldbyrde det enorme potentiale han i mine øjne har vist lige siden debuten med ”Cronos” tilbage i 93. Hans leg med spøgelses-, vampyr- og eventyrfilmen har altid fascineret mig, men også altid efterladt mig med ønsket om mere. Det er som om der altid lige har manglet det sidste niveau på volumen, den lille finurlige detalje der til fulde udlevede potentialet i de gode ideer. Særligt utilfredsstillende blev det efter rykket til det amerikanske, hvor hverken ”Mimic”, ”Hellboy” eller i særdeleshed ”Blade 2” var særligt hævet over middelmådigheden.
Det er derfor meget passende at Del Toros foreløbigt bedste film kommer med hans træk tilbage til Spanien (han er mexicaner, men hans hidtil bedste film, ”The Devil’s Backbone”, er lavet i Spanien). Med ”Pans Labyrint” har Del Toro langt om længe skabt den overvældende fantasy-film han altid har arbejdet imod. En flot og fantasifuld rejse ind i et dystert eventyrunivers befolket af feer, fauner og tonstunge tudser. Scenografisk er filmen beslægtet med både Gilliams ”Brothers Grimm” og i særdeleshed Burtons ”Sleepy Hollow” og sit relativt beskedne budget taget i betragtning er det kun endnu mere imponerende at den er ligeså overbevisende. Det der hæver Del Toros Grimm’ske dannelseshistorie over Gilliams ironiske eventyr er den fuldstændigt nådesløse attitude. Når labyrinten er uhyggelig, så er den rigtig uhyggelig og når folkene der befolker de spanske skove er voldelige, så er de rigtig voldelige. ”Pans Labyrint” er på ingen måde en film for børn!
Udgangspunktet for historien findes da også i virkelighedens forfærdeligheder. Vi befinder os i Francos borgerkrigshærgede Spanien lige efter krigens afslutning. Blandt oprørske bønder, fuldstændig nådesløse soldater og alskens hungersnød og ulykke, dukker den unge Ofelia op med sin gravide, men dødsyge enkemor, der har set sig tvunget til at ægte en nådesløs kaptajn i Francos hær. Allerede første dag opdager hun indgangen til den mystiske labyrint der ligger i herregårdens baghave og inden længe har en mystisk fe ledt hende ud på et eventyr der bliver ikke så lidt alvorligt.
Som da han vekslede mellem socialt drama og spøgelseshistorie i ”The Devil’s Backbone”, lader Del Toro sin film kører parallelløb mellem Ofelias natlige eventyr og den meget virkelige familietragedie mellem hende, hendes mor og den mand der så absolut ikke er hendes far. Eventyret tager over, mens borgerkrigshistorien eskalerer og den ene verden berører hele tiden den anden på den ene eller den anden måde. Tempoet kan virke en smule forhastet i starten (på samme måde som det gjorde det i ”Hellboy”), men stille og roligt falder filmen på plads og finder den svære balance mellem de to handlingsforløb. Krigsdramaet er fængende og velfortalt, men det er selvsagt i den gotisk uhyggelige skov og den eventyrlige labyrint at de mest imponerende scenarier finder sted.
Filmen låner motiver fra en række af i sær Grimm’ske eventyr, horrorfilm og Lovecraft-gotik og sætter dem sammen i sin egen uforglemmelige fortælling hvor den scenografiske ramme og de tekniske detaljer er på et niveau højt over de fleste konkurrenter – det var ikke ufortjent at filmen for nylig høstede Oscar-statuetter for både scenografi, fotografering og make-up. Alting går op i en højere, uhyggelig enhed efterhånden som Ofelia udfører den uhyre veludførte faunes mange prøvelser og bliver konfronteret med den ene mere uhyggelige skabning efter den anden. Når filmen slutter undrer man sig over hvor de sidste to timer blev af, men så kommer man i tanke om at man har spenderet dem i fantasiens eventyrlige verden, at man har drømt og at man er blevet mesterligt underholdt.
