Skriv en kommentar
2. verdenskrig er et lidet emne i filmens verden, men Phoenix er på ingen måde en genfortælling. Ikke blot på handlingens side skiller den sig ud, men måske endnu mere på den billedelige side, som den perfektionistiske Hans Fromm står for. Fra første indstilling ligner filmen et maleri. Kompositionen i de stillestående klip er perfekt opsatte, så det er et fryd for øjet. Lys, mætning og farvevalg går op i en højere enhed, som er medvirkende til at skabe den melankolske stemning, der hersker gennem filmen. For fortællingen er hjerteskærende.
Nelly Lenz (Nina Hoss) er en af de heldige jøder, der slap levende fra Auschwitz. Hendes veninde, Lene Winter (Nina Kunzendorf), hjælper hende tilbage til Berlin, hvor hendes tidligere liv som sangerinde og hustru til manden, Johnny Lenz (Ronald Zehrfeld), fandt sted. Lene Winter får Nelly indlagt på et hospital for plastikkirurgi, da Nellys ansigt har lidt under totur og usle forhold i Auschwitz. Hun er uigenkendelig. Lægen råder hende til at få et nyt ansigt, da det alligevel vil være umuligt at genskabe hendes eget fuldstændigt- og et nyt ansigt, mener lægen, vil endda have visse fordele, da hun således vil kunne starte et nyt liv uden genkendelse af nogen art. Nelly ønsker dog ikke et nyt ansigt. Hun ønsker sig eget ansigt tilbage, men ikke kun det. Hun vil finde sin mand, Johnny, og derfra genskabe sig tidligere liv, som havde holocaust aldrig fundet sted. Nelly får ”sit ansigt” tilbage, men er ikke tilfreds med resultatet; Nelly Lenz er forsvundet, og hun skal nu skabe en ny identitet med sit nye ansigt. Det lykkedes hende, at finde hendes mand, Johnny, som nu arbejder på en klub, Phoenix.
Men Johnny genkender ikke sin tidligere kone, som han – og alle andre – tror er omkommet i Auschwitz, men kan tydeligt se, at hun ligner hende. Johnny tager således kontakt til Nelly, da han øjner en chance for at få fat i den pengearv, som hans, formodede afdøde, kones slægtninge har efterladt hende. Nelly indvilliger i Johnnys plan om at foregive sig som Johnnys hjemvendte og overlevne kone, Nelly Lenz. Hurtigt går et større skuespil i gang, da Nelly skal lære at skrive, gå, klæde og opføre sig som – sig selv.
Som seer er det umuligt ikke at holde med den skeptiske Lene Winter, som er meget imod, at hendes overlevne veninde skal spille med på Johnnys komedie. Men samtidig spiller Nina Hoss utrolig overbevisende og med ømhed, stålfasthed og charme, lokker hun publikum over på sin side. Christian Petzold har skabt en medrivende, billedeskøn og dramatisk fortælling om en kvindes kærlighed til sin mand, sit liv og sig selv. Men har samtidig også skabt et hjerteskærende drama, der viser et sønderbombet Berlin og en kvindes forandrede identiet med de følgende konsekvenser. Phoenix er ikke blot klubben, hvor Johnny arbejder, men er måske i endnu større grad symbolet på Nelly. På Nelly, der som fuglen Phoenix (persisk mytologi), rejser sig fra asken efter at have fløjet for tæt på solen, og derfra genfødes – genfødes på trods af en identiet, der forsvandt i Auschwitz aske og er væk for altid.
