Skriv en kommentar
Styret udelukkende af deres instinkter marcherer tusindvis af kejserpingviner hvert år til det samme sted på Antarktis for at parre sig. I et geled vandrer de i flere uger fra det føderige hav til et afsondret og nådesløst stykke af ingenting. I flere uger bevæger de sig uden pause og uden føde tværs over indlandsisen mens flere og flere grupper støder til. Til sidst er de samlet i titusindvis og den komplicerede parringsdans begynder. Hunnerne bliver længe nok til at lægge æg før de på tomme maver begynder den lange vandring tilbage efter mad til ungen. De nyudklækkede forældre står sammen om at holde ægget varmt og fodre ungen når den klækkes. De følger med ungen tilbage til vandet når sommeren nærmer sig og derefter skilles både forældre og unge for altid.
Franske Luc Jacquet skildrer i vidunderligt flotte billeder pingvinernes ulogiske, men sært fascinerende cyklus. Han giver de instinktdrevne og ensartede dyr identitet og lader historien udfolde sig roligt og uden de store armbevægelser. Der dvæles ved de søde dyrs små særheder, men omvendt skrues der også i perioder op for de dramatiske virkemidler. Det er en sød historie, men den foregår trods alt i den harske natur og flere af de unge eller langsomme pingviner må gå til grunde i løbet af den barske vinter.
”Pingvinmarchen” fungerer i høj grad på grund af sin smukke billedside, med de majestætisk hvide isbjerge og det fascinerende syn af kilometerlange rækker af små søde dyr. Fortælleformen er til gengæld ikke helt tilfredsstillende. Der er forsøgt en lidt anderledes tilgang end vanlige dyredokumentarer - man lader simpelthen dyrene få en individuel stemme. På den måde sørger Sofie Gråbøl (?) og Søren Sætter-Larsen for at fokus snævres ind om en enkelt vinterfamilier blandt tusinder. I den amerikanske oversættelse er den franske formel droppet til fordel for en mere traditionel form med Morgan Freeman som eneste fortæller, og jeg tror egentlig jeg ville have foretrukket den form. De danske stemmer fungerer ikke overbevisende og de sætter filmen ned på et måske lidt for børnevenligt niveau. Her er bestemt ikke tale om stor naturvidenskabelig indsigt i pingvinernes liv, men pixi-bogsformattet er måske lidt for meget.
Stemmerne er dog overordnet et mindre irritationsmoment og det er de flotte billeder det handler om. Det antarktiske landskab er betagende smukt, musikken spændende og velafmålt og pingvinerne ovenud charmerende. Det er en film man måske sagtens kunne forestille sig at møde i Discovery Channels bedste sendetid, men som her får den ekstra dimension af at blive vist på det store lærred.
