Skriv en kommentar
”Playtime” var den franske filminstruktør Jacques Tati’s største projekt. Det tog over 9 år at færdiggøre og kostede ham dyrt. Han gav den hele armen med ”Playtime” og lod en hel moderne by, "Tativille" opføre i fuld målestok i et filmstudie. Filmen tiltrak ikke det store publikum, og herefter indspillede den idérige filmmand kun to film – og det på meget beskedne budgetter.
Jacques Tati står som en helt særlig skikkelse i filmhistorien – bogstaveligt talt. Den kluntede mand optræder i samtlige af sine egne film som den forvirrede og ufrivilligt komiske Monsieur Hulot. En excentrisk og tummelumsk mand med hjertet på rette sted, der vælter forvildet rundt i en moderne, labyrintiske verden – helt og aldeles fortabt.
Gang på gang vikles han ind i bizarre situationer – f.eks. hævder en fremmed mand i ”Playtime” at de er gamle soldaterkammerater, og Hulot trækkes med hjem til lysbilledeshow og whiskey-sjusser. Og sådan er filmen opbygget af små komiske og skæve tableauer i fremtidens effektiviserede Paris.
Først har Monsieur Hulot et møde i et af de hypermoderne kontorkomplekser af glas og stål med underlige maskinelle lyde.
Men alt går galt, og Hulot forvildes ind i en flok amerikanske turister og ind til en udstilling om fremtidens hjem, hvor man bl.a. finder den uundværlige lydløse dør og den supersmarte lysende fejekost.
Herefter shanghajes Hulot af den føromtalte fremmede mand, der bestemt mener, at de er gamle soldaterkammerater.
Da han endelig undslipper mandens akvarium af en lejlighed, havner han på en særdeles nyåbnet restaurant, der samtidig forsøger at agere smart dansested.
Her møder han igen dem amerikanske turisttrup, hvor den smukke, unge Barbara også er iblandt. På restauranten går alt (igen) galt, men det bliver en yderst festlig nat i selskab med Barbara.
Filmen er mildest talt ordknap og til tider helt mimisk med reminiscens til stumfilmens dage. Dog overdrives lydeffekterne i visse scener med stor komisk effekt, og samtidig fremhæves det materielle udtryk over det menneskelige.
De sjove billeder, pudsige sammenfald og aparte situationer flyver af sted for pludselig at blive brutalt stoppet af en enkelt, stillestående kameraindstilling, der fremhæver det absurde og trivielle i den moderne storbys industriliv. Alt er strømlinet, stiliseret, ensrettet og uden sjæl.
“Playtime” og Tati’s film emmer af noget urkomisk og gravalvorligt på samme tid. Tati giver det moderne samfund en god omgang med slap-sticken, og det er meget meget seværdigt og aktuelt her 40 år senere.
Det moderne menneskes fremmedgørelse over for den højteknologiske verden, sig selv og sine medmennesker er ikke sådan at spøge med. Men det er netop det, Tati gør i så stor stil, så pointerne flyver lige ind på lystavlen. Fremtidens byliv sammenlignes med et stort cirkus og menneskene med velsmurte maskiner – selv morskab og samvær er blevet til en industri i den hyper-effektiviserede verden.
Tati tænder dog et lille lys i mørket i mødet med den livsglade og jordnære Barbara, som han lige nøjagtig når at forære et silketørklæde og en lille hvid klokkeblomst, inden hun forsvinder i det parisiske trafikinferno i sin turistbus med kursen mod lufthavnen og hjemlandet.
Mødet med hende peger på noget ægte, noget levende, men det er også en pointe, at hun smutter fra ham i sidste øjeblik, mens Hulot sidder fast i supermarkedets ufravigelige sikkerhedssystem.
Jo, Tati havde drømme om en bedre verden. Derfor var det også hans ønske, at den enorme og kostbare filmby ”Tativille” skulle blive stående til fri afbenyttelse for fremtidens unge filmskabere. Byen blev senere revnet ned for at give plads til en motorvej!
