Skriv en kommentar
Ponyo’ handler om en lille magisk guldfisk som stikker af fra sin far, som er troldmand, for at se verden uden for hans magiske vandboble. Hun rejser på ryggen af en vandmand op til overfladen og bliver gode venner med den 5-årige dreng Sosuke. Han synes det er en sjov guldfisk han har fundet og bliver helt knust da den forsvinder igen. Havet kommer og tager hende tilbage på troldmandens ordre. Men som en forskel fra så mange andre film er troldmanden ikke rigtig ond, han er bare bekymret for sin datter og det får ham til at gøre nogle lidt dumme ting.
Pludselig bliver det et forfærdeligt stormvejr og vandet stiger til uhyggelige højder, men Sosuke er ikke bange for han har set en pige løbe hen over bølgerne og da de finder hende, er det Ponyo som er blevet til en pige.
Herefter oplever vi scener hvor Ponyo oplever menneskenes verden og hvad vores ting kan og gør, f. eks et gaskomfur og en elektrisk pære. Det minder lidt om når Ariel i Disneys ’Den Lille Havfrue’ prøver at passe ind på landjorden.
Alt virker godt og lykkeligt, men når man har brugt meget magi går tingene ofte galt, og Sosuke er nød til at bestå en prøve for at Ponyo kan blive ved med at være menneske.
Manden bag filmen er japaneren Hayao Miyazaki (Chihiro og heksene). Han bliver sammenlignet med Walt Disney og ikke uden grund. Ligesom hans tidligere film er også ’Ponyo på klippen ved havet’ en smuk tegnet film med meget stemningsfuld musik.
Ligesom i tidligere film som ’Chihiro og heksene’ og ’Princess Mononoke’ er filmen fuld af magi, og der skelnes mellem den virkelige verden og ’den anden verden’ eller åndernes verden. Men magien spiller en helt anden rolle her. I ’Chihiro og heksene’ bliver pigen Chihiro trukket ind i åndeverdenen og må kæmpe sig ud, og det sammen gælder for den unge helt i ’Princess Mononoke’ som også må ind i åndeverdenen for at rede den virkelige verden.
Her er det en figur fra den magiske verden som gerne vil være en del af vores verden og en lille dreng fra vores verden som må hjælpe hende.
Filmen er fantastisk, ikke mindst fordi hovedkaraktererne er to 5-årige børn, og nogle af de ting der sker, er så fantastisk barnlige. F.eks. da Sosuke i børnehaven har foldet små fisk i papir og giver til de gamle damer på det plejehjem hvor hans mor arbejder.
Jeg synes at det er en film alle familier med børn skal tage i biografen og se. Og jeg vil til trods for aldersanbefalingen som lyder på syv år sige at det er synd hvis de 5-årige ikke skal have lov at se ”Ponyo på klippen ved havet” også. Det er jo trods alt dem den handler om.
Til de voksne som har lyst til at se filmen, er det muligt at se den med de originale japanske stemmer og danske undertekster i Grand Teatret.
