Skriv en kommentar
Som en anmelder der netop har rundet de 40, er mødet med den cirka halvt så gamle rapper Prelle, som jeg (selvfølgelig) ikke kendte på forhånd, en unik mulighed for at se bort fra generationskel og få et intimt blik på et ungt nyt stjernefrø fra den danske rapscene, som bestemt ikke har stået stille siden Kidd gik og lavede damer for små ti år siden.
Prelle med fornavnet Rikke præsenteres ganske elegant for os, da hun fra filmens start fra bagsædet af en bil, ser sig selv løbe en forgæves flugt fra politiet, efterfulgt af tvetydige rapstrofer om hvorledes hun har måtte kæmpe sig op fra ingenting til succes. Men succesen har en pris: ”Det har ikke regnet længe, men det gør det nu”. Symbolik og dunkel æstetik som taget ud af en musikvideo.
Næste klip; kontrasten er til at få øje på. Solen skinner og Rikke står smilende og aftaler et møde med sin faste musikmakker og fortrolige ven Mikkel. De to taler om alt fra beats, potentielle kærester til Rikkes tur på hospitalet for at få undersøgt nogle cyster i hendes æggestokke. Alt sammen bliver fulgt af kameraet uden uddybende sidebemærkninger eller voice over. Man må selv ligge brikkerne til rette, hvilket kan være udfordrende, idet at Prelle ikke just passer ind i en snæver kønsbinær forestillingsverden.
Scene for scene vises vi rundt i Rikkes liv, som absolut ikke har været nemt i og med at moren døde tidligt som følge af et hårdt liv. Specielt hårdt er en scene hvor faren og Rikke taler om deres fortid, og han brutalt ærligt siger, at det slet ikke var meningen at Rikke skulle have været født. Moren insisterede selvom faren prøvede at tale hende fra det. Efter sådan en gang faderlig "kærlighed" begynder man at forstå dybden af de problemer Rikke har måtte slås med tidligt i livet. Læg hertil opvækst hos diverse fosterfamilier og senere en småkriminel løbebane. Det kriminelle bliver ikke specificeret, men ret fedt æstetiseret ud i et tableau, hvor vi i en retsal ser rapperen Prelle sætte ord og musik til den vrede frustration, som systemet har mødt hende med. Igen en fin kontrast til de alt andet end glamourøse møder med sagsbehandlere og de undervisere, som skal forsøge at hjælpe hende på ret kurs og komme i mål med at færdiggøre 9. klasse.
Prelle – lytter til mig selv præsterer den fine kunst at blande den klassiske ”fluen på væggen”-taktik benyttet af et væld af dokumentarskildringer gennem tiden med en musikvideoæstetik, hvor symbolikkerne taler med næsten lige så store versaler som teksterne Prelle på sin helt særegne måde konfronterer os med. Det virker og virker også provokerende, idet at man tvinges til at tænke en gang mere over, hvem og hvad Rikke Prelle er rundet af. Som sådan er Prelle – lytter til mig selv et ærligt og utroligt empatisk portræt af et ungt menneskes søgen efter fodfæste på vejen videre frem i livet.
