Skriv en kommentar
Det er ikke kun florlette kjoler, 60´er inspirerede nederdele og statement-læbestiftsfarver, der for tiden er på mode. Filmtendenser kan også være på mode. Og én helt bestemt tendens har man ikke kunnet undgå at lægge mærke til de seneste par år. Kaster man blot et flygtigt blik på dagens filmbillede, skiller vampyrerne sig ud som den mest dominerende tematik, der synes at være gået i endeløs rotationsmode. Der er heller ikke noget at sige til denne kollektive, trendy betagelse af nattens udødelige børn, for disse anæmiske ikke-eksistenser, der suger blod som næring, skyr dagslyset og lever om natten er oplagte eksponenter for både frygt og fascination.
Hvem ville ikke leve for evigt og være forever young? Hvem frygter ikke vampyrernes syleskarpe hugtænder, der borer sig så dybt ind i din hals, at de efterlader ar på dine knogler? Med vampyrfilm som Twilight-trilogien, Daybreakers (2009) og Let me in (2010) for blot at nævne nogle få, har den ustoppelige vampyrlavine rigtigt taget fart. Nu rammer action-gyset Priest landets biografer … men i denne vampyriske omgang tager de blodløse væsner sig rigtigt gement ud. Der er hverken sex, magnetisme eller Robert Pattinson over Priests skaldede, slimede blodsugere. Der er klassisk vampyr-wipe out, og det gør slet ikke noget.
Den store krig og den lille sejr
En sjat Blade Runner (1982). Et par dryp af The Matrix (1999). En lille portion 1984 (1984). Et par dråber af Rosens navn (1986). Et gran 30 Days of Night (2007). Plus et broget miskmask af alskens filmiske deja-vuer. Så kan du nogenlunde danne dig et indtryk af Priests grundlæggende livsnerve. Priest bygger på den koreanske tegneserie af samme navn og baserer sig løst på westernklassikeren Forfølgeren (1956).
Og i lighed med westernlandets støvede horisonter, befinder vi os ligeledes i Priest i et affolket, sterilt landskab, hvor sandet koger i den bagende sol, og luften sitrer af varme og gør virkelighed til fatamorgana. Priest (Paul Bettany), en legendarisk kriger, der var den beundringsværdige drivkraft i en overstået krig mellem vampyrer og mennesker, ser sig nu udstødt af det selvsamme samfund, han var med til at bygge og beskytte. Dette postapokalyptiske samfund er både fysisk og åndeligt ødelagt af århundreders krig mellem mennesket og vampyrerne. I den befalende lederstol har Kirken mageligt sat sig og har overtaget den fuldstændige magt over den gigantiske storby, der står som civilisationens sidste bastion.
Vampyrerne er blevet låst inde bag skyhøje mure, en art præventive koncentrationslejre, hvor intet menneske vover at træde ind efter mørkets frembrud. Efter mange års undertrykkelse lykkes det dog vampyrerne at bryde ud af deres tilbagetrængende bure med skumle intentioner om at overtage det tabte verdensherredømme. Men de laver den skæbnesvangre fejltagelse at bortføre Priests unge niece. Stik imod Kirkens formanende alvorsord, drager han ud i den golde ødemark for at redde sin niece og på ny tage kampen op mod de ældgamle, bidelystne fjender.
Og ja, blod er tykkere end vand, i mere end én forstand, viser det sig at være …
De udødelige gengangere går igen
Før denne anmelder tog ind for at se Priest, gjorde hun sit sædvanlige researcharbejde ved bl.a. at skimte diverse anmeldelser – både officielle og brugerbaserede – og måtte ud fra disse nedslået konstatere, at jeg altså havde en rigtig stinker i vente. Med Scott Charles Stewart i instruktørstolen, manden, der i 2009 forpestede biorummet med Legion, pudsigt nok også et samarbejde med Paul Bettany (sporer man et mønster?), kunne det åbenbart kun gå galt. Og dog, viste konklusionen sig snart at være.
Nej, her er ikke tale om et revolutionært bidrag til filmkunsten, ej heller noget banebrydende afsnit i vampyrmytologien. Der er meget af same old, same old, og meget lidt af nybølge. Meget bang bang, lidt kiss kiss. Meget fart over det forbigående felt, meget få gåture ind til den dybereliggende kerne. Men gør det noget? Skal originalitet altid være et krav for lødig filmunderholdning? Skal alting dissekeres ned til atomer, før vi kan give det minimal eksistensberettigende? Hmmm.
Priest er nemlig noget så profant i filmkunsten som brandunderholdende. Spændingen er fint bygget op, og både øjnene og svedkirtlerne er godt med langt hen ad vejen. Kinematografien er eminent udført, ligesom action-scenerne sparker røv – bogstaveligt talt. Handlingsforløbet kan forekomme en anelse forudsigeligt til tider, men det balanceres formfuldendt af filmens gennemsyrende energi samt den yderst troværdige måde, filmen har inkorporeret vampyrdelen ind i den overordnede fortælling på.
Karaktererne er godt nok udbyggede, på trods af at hverken Freud eller Jung ville have haft meget dybsindigt sjælekød at bide i (for nu at blive i vampyrterminologien). Dog bliver der kælet tilpas for de mest signifikante personkarakteristikker, der er med til at puste plottet op til bragende bølgende højder. Paul Bettany, der senest har kunnet ses i Danmark i en ganske anden rolle, nemlig som den plagede Darwin i Creation (2009), inkarnerer udmærket den sørgmodige præsteskikkelse med et hjerte af guld og et mod af stål.
Tingene bliver måske nu og da for firkantet skåret op, ligesom det kan stikke i hovedbunden, at denne type film åbenbart altid skal ekstremisere sine filmiske modstandere i skarpskårne sort/hvide fordelinger, så selv den kognitivt hæmmede ikke kan være i tvivl om, hvor skurket skurken egentlig er, og hvor heltagtig helten virkelig kan være. På en måde hører det dog til genren at polarisere i så voldsom en grad, at ens bærende solidaritet med helten føles så meget mere realistisk, ligesom den følelige foragt for skurken bliver des skrappere.
Priest kommer hverken til at ændre verden generelt eller din verden i særdeleshed, ligesom den ej heller vil nyordne eller nedstyrte filmkunsten, som vi kender den.
Den garanterer dog bidende underholdning, der næppe bider sig vej ind i dit hukommelsesregister … men bider sig til gengæld ganske gnidningsløst fast i din bevidsthed i den halvanden time, den varer.
