Skriv en kommentar
Sofie Jensen står i Nordvest-kvarteret i København og brænder alt, hvad hun nogensinde har skrevet, alt imens, at hendes datter er ved at blive gift for anden gang. Sofie er filmens fortæller og mens hendes manuskripter og historier brænder, bliver alle hendes nedskrevne karakterer og historier til virkelighed, og de fiktive personer tiltrækkes alle af ilden, hvor Sofie står.
”Kan man ændre på sin skæbne? Kan man ændre på, det der allerede ligger i kortene?” Er filmens centrale spørgsmål.
Instruktør Johan Melin er ude i et meget ambitiøst projekt med 'Profetia'. Han forsøger at skildre menneskets inderste og vil gerne - på bedste 'svenske' facon – få sine karakterer til at røre filmens publikum, men det lykkes desværre ikke rigtigt.
Filmen arbejder med essentielle og eksistentielle spørgsmål. Men skuespilpræstationerne når ikke ud til publikum - skuespillet er simpelt hen for fladt og til tider direkte utroværdigt.
Vi følger blandt andet selvhjælpsguruen Lars Hviid (spillet af Lai Yde Holgaard), som netop er blevet skilt fra sin kone Eva og samtidig har mistet retten til at se sin datter, fordi han er anklaget for voldtægt. Hans karakter bliver aldrig troværdig. Den er for karikeret, og Lai Yde Holgaards skuespil virker ind imellem ubehjælpeligt.
Anders Hove som spiller Tom ('Haderen', som han også bliver betegnet som i filmen), spiller den samme slags figur, som han er kendt for fra diverse dogmefilm. Han er rå og skarp i tonen men har også noget blidt i sig, fordi han er et såret menneske, der har mistet kærligheden. Anders Hove er en grund til at se filmen, for han er troværdig i rollen - prøver at vise, at filmen er dyb - men han kan ikke klare det alene.
Ruth Popovic (spillet af Anna Fabricius) har efter hun har haft en nærdødoplevelse fået evnen til at høre menneskers tanker. I filmen fungerer det ved, at vi som publikum kan høre, hvad dem, Ruth taler med, tænker. Det bliver til tider et ufrivilligt komisk filmisk element, som ikke fungerer efter hensigten.
Det er en film, der fletter mange menneskeskæbner sammen, og den får point for sin ambition. Historien, er i og for sig god. Det er bare formidlingen den er gal med.
