Skriv en kommentar
Hvad er det absolut perfekte scenarie til et dramatisk familieopgør? En fest naturligvis. Og det er netop hvad, der danner rammen om en række familiære sammenstød i Jonathan Demmes nye film ”Rachel getting married”.
Kym (Anne Hathaway) er netop kommet ud fra afvænningsklinikken, da hun vender tilbage til sin familie for at deltage i sin søster Rachels (Rosemarie Dewitt) bryllup. Med sig bringer hun en baggrund fuld af personlige kriser, misbrug og tragedie. Optakten til brylluppet er i fuld gang da Kym ankommer til hjemmet, og huset summer af musik og mennesker. Alt synes at køre på skinner, men Kym bliver snart en katalysator for den fortrængte spænding, der er imellem familiens medlemmer. Spændinger der udspringer af søskendejalousi, omsorgsvigt og frem for alt skyld.
Kym er et klasseksempel på udtrykket ”familiens sorte får”. Hun er i midt i afvænningens 12-trins program, og med sin skarpe sarkasme og tendens til at skabe drama, får hun konfronteret hele sin familie, som i første omgang forsøger at fortrænge angrebet. Men Kyms desperation efter at blive hørt, får snart den fredelige bryllupsfest til at eksplodere i et kaos af skænderier og slåskampe.
Anne Hathaway leverer i ”Rachel getting married” uden tvivl den bedste præstation til dato. Hun formår at tilføre rollen som familiens sorte får, som må siges at være en kliché, en fuldstændig gennemborende troværdighed. Man kan simpelthen ikke lade være med at forelske sig i Kym, som det meste af tiden handler stik imod enhver logik. Hun er en klassisk anti-helt som Anne Hathaway tilfører en menneskelighed der forplanter sig i tilskueren.
Et af de helt store temaer i filmen er spørgsmålet om skyld. Det bliver hurtigt tydeligt, at Kym som teenager blev involveret i en ulykke, hvor hendes bror mistede livet. På overfladen bliver ulykken fortiet, men langsomt som tingene kommer op til overfladen, kommer bebrejdelserne væltende ind over Kym, og både hendes egen og familiens behov for at placere skylden. Ikke kun Anne Hathaway er fantastisk – generelt er skuespillet helt igennem vellykket.
Det lykkedes hermed Jonathan Demme at skabe et familiedrama helt efter bogen, som vi kender det fra fx Vinterbergs ”Festen”. Men selvom der gøres tilnærmelser til dogme-genre, bl.a. ved udelukkende brug af håndholdt kamera, er ”Rachel getting married” langt mere poleret og den håndholdte effekt bidrager blot til den uformelle stemning, som er til Rachels bryllup.
Og netop den uformelle stemning er det som giver filmen sin særlige charme. Rachels forlovede er en stor sort mand fra Hawaii, og sammen har parret en usædvanlig spraglet vennekreds. Det giver filmen en multietnisk feel, der understreges af en masse blandet folkemusik, jazz og guitarpop. Det er indimellem lige ved at kamme over, men alvoren slippes aldrig helt, og derfor fungerer det.
Alt i alt et drama efter bogen uden de store overraskelser. Den er god, den er vellykket og frem for alt velspillet.
