Skriv en kommentar
Bedst som Rambo passer sig selv i junglen ankommer en kristen organisation på humanitær ekspedition med læge- og nødhjælp, og vil sejles ind i Burma. Et land i voldelig borgerkrig, plaget af folkemord og grusomheder. Under ekspeditionens besøg i en landsby kommer den burmesiske hær forbi, og nødhjælpsarbejderne bortføres. Rambo må tage affære. Denne gang med hjælp fra en flok lejemordere.
Såvidt handlingen. Den martrede vietnamveteran John Rambo, der har været så meget igennem, er i denne film voldsommere end før. Rambo er ikke så presset som tidligere, så han har overskuddet til med det store, stationære maskingevær at plukke overkroppe og hoveder af folk med ordentlige drøn af skudsalver. Kampscenerne er fantastisk dramatiske, voldsomme og sprøjtende af blod, som det hører sig for en 2008-film om Rambo. Visuelt blodigere end alle de foregående tilsammen. Og så godt udført, at opgøret for nærværendes skyld godt havde klaret yderligere 10-15 minutter med endnu flere fjender, der får hvad de fortjener. Rambo bør ene mand befri hele Burma, nu han er igang. Han nøjes med nødhjælperne. Men for at komme tilbage; de kampscener der er, og der er søreme så den grønne baret sidder, det er effektivt øjeguf for enhver Rambo fan.
Man sidder alligevel med en ambivalent forløsning, når man nyder Rambos nedskydning af den burmesiske hærs bødler. Man sidder ligefrem og underholdes kongeligt ved at se fjendernes lemlæstelse og død. I den sammenhæng kommer det politiske budskab om folkemordene og krigen i Burma til at forsvinde i primitiv trang til at se de onde dø på voldsom vis. Det er ikke et budskab til eftertanke. Snarere sniger der sig ubemærket med dette et andet budskab ind, lettere manipulerende, men let gennemskueligt: At våbenmagt den eneste løsning i konflikter som den burmesiske. Er det mon republikaneren Stallones personlige holdning, der viser sig her?
Stallone rejser godt nok spørgsmålet om undertrykkelse, krig og folkemord i Burma, men budskabet drukner i fejende flotte skudsalvesekvenser, så filmen ender som pløk og ikke politik. I denne film er Burma en baggrund at kæmpe på mere end et politisk emne til debat eller et statement om dette eller hint angående folkemord og undertrykkelse.
Rambo er stadig fuld af de floskler og klicheer, som vi kender ham ved. Et fåmælt muskelbundt, udstyret til rigelighed med lakoniske one-liners og en konstant latent aggression, der kan manifestere sig hvert øjeblik. Eksplosioner, skyderi i stor stil og nærkampe med forskellige redskaber. Samt et proportionsforvrængende højt antal faldne på fjendens side.
Historien er noget pjat, og dele af dialogen er på kanten til kitsch. Men er man til action ala Rambo, så er filmen et must, og man er godt underholdt i halvanden times tid. Og så er det et forfriskende træk at se Rambo arbejde sammen med lejemorderne, som var han tilbage i en deling og ikke altid bare alene (varmer en om hjertet!). Er man ikke fan af Rambo, men kan til enhver tid klare en god omgang krigsorgastisk voldsaction, så træk en stjerne fra vurderingen og gå ind og se filmen alligevel.
