Skriv en kommentar
Christoffer Boes Reconstruction er en svær film, først og fremmest fordi den ikke gennemfører en lineær fortælling i traditionel forstand. Måske forsøger den at rekonstruere en lineær handling, men i så fald lykkes det ikke; filmen forbliver først og fremmest med fuldt overlæg en sindstilstand hos hovedpersonen Alex, der pendler mellem to kvinder og tre tider. Ligesom tilskueren har han svært ved at finde ud af hvad der er fortid, nutid og fremtid, ja han insisterer vel på at holde sig svævende et sted midt imellem alle tre positioner. Det er næppe en kærlighedens position men snarere en forelskelsens position.
Dog er der holdepunkter i Alex´ søgen eller færden, og det sker når noget konkret slår igennem. Det er når den ene kvindes mand, forfatteren skriver på sin roman, og i øvrigt optræder som fortæller i starten og slutningen af filmen. Men det er også, da Alex efter en nat med Aimé vil vende tilbage til sit hjem, sin kæreste og sine venner. Hjemmet er der ikke længere, og kæresten og vennerne kender ham ikke igen. Eller er der et igen, har de nogensinde eksisteret? Vi ved det ikke, men vi fornemmer sammenstødet mellem Alex´ sind og det konkrete – det er både morsomt og uhyggeligt, men desværre sjældent bevægende. I virkeligheden fortæller Boe Alex´ historie bedst i den indledende, og senere gentagne scene, hvor han møder Aimé på en bar og spørger, om hun vil med til Rom. Replikskiftet og skuespillet balancerer virtuost mellem et første møde og et allerede etableret forhold; og samtidigt demonstreres netop i denne balance forelskelsens ”forrykte” sprog.
Faren ved at nedbryde den lineære fortælling i nuer, faren ved at fastholde Alex´ forelskelsens nu er stilstand – eller er det? Måske er vi tilskuere så indsyltet i den lineære films først og fremmest amerikanske tradition, så at vi opfatter denne fastholden som ulidelig stilstand. Og dog forbliver Alex frygtelig alene filmen igennem; filmens Orfeus og Eurydike-allegori understreger dette – små uhyggelige vignetter, hvor en mand farer/falder ned i rasende tempo optræder i begyndelsen af filmen, og slutteligt vender Ofeus/Alex sig om og i det samme er Eurydike/Aimé væk, fortabt. Rekonstruktionen kan her være at genetablere en tabt kærlighed/den tabte fortælling, men vi ved det ikke, for Boe insisterer på ikke at fortælle synderligt om sine personer. Ligesom Alex og Aimé spørger ”Hvem er du?”, kan vi som tilskuere stille samme spørgsmål om Alex og de andre. Hvis vi fik svaret ville fortællingen være der og så fordufter det nu, som Boe så effektivt og virtuost etablerer og fastholder i 90 minutter. Nuet er konkret hos Boe, imens det i en traditionel filmfortælling er postulat.
Når det så er sagt, skal det også siges, at Boe benytter sig af en række filmiske konventioner der hver især også i den grad henviser til fortællingen; fx de mange cigaretter der tændes og ryges af de elskende; de elskendes bar-, restaurant- og hotel-besøg; de elskende åbner og lukker dører og vandrer igennem storbyens gader, en slags hyldest til København som noir-metropol; Porters udødelige komposition Night and Day toner centralt frem (endda i Fred Astaires klassiske udgave). Kort sagt, man elsker og forlader, og elsker og forlader. På den måde bliver det forelskede nu en til tider så massiv fremvisning af nogle af filmens klassiske konventioner, at man har svært ved at holde sig forelsket svævende, på trods af den abrupte klipning, og de filter- og digitalt bearbejdede billeders rå karakter.
På den ene side fremstår Reconstruction som et teknisk virtuoseri, der lader cinéasten se forventningsfuldt frem til den næste film fra den særdeles talentfulde instruktør Christoffer Boe. På den anden side har instruktøren åbenlyst et problem med det konkrete, ligesom sin hovedperson. Den postmodernisme som Lars von Trier introducerede i begyndelsen af 80-erne med Forbrydelsens Element og videreudviklede i det der blev til Europatrilogien, er Boe nok inspireret af, men han fastholder i modsætning til Trier den personlige historie, kammerspillet, går tæt på ansigter og kroppe – og det er ikke så dårligt endda, og særdeles velkomment i disse Ringenes Herre- og Troy-tider, der dyrker det storladent episke til bevidstløshed.
Reconstruction er kun sjældent bevægende. 90 minutters teknisk virtuoseri der nok kan åbne diverse producenters dører virker her ved DVD-gensynet meget længe, fordi personerne aldrig får krop. I den sammenhæng virker Boes afgangsfilm fra filmskolen, kortfilmen Anxiety meget mere tilfredsstillende; her gennemspiller det samme persongalleri samme tematik i samme form men med to bevægende kropslige forankringer i starten og i slutningen af filmen – klovnen på Strøget der går ud af rollen for at hjælpe hovedpersonen der gribes af angst, i grovkornede billeder der akkurat understreger kropsliggørelsen, er rent ud sagt mesterlig filmkunst, ligesom sammenbrudet til sidst i skuespillergarderoben foran den elskede (Nikolaj Lie Kaas og Maria Bonnevie er også her de elskende, ligesom de også var det i Boes midtvejsfilm Virginity fra filmskolen – sikke en DVD-trilogi der kunne komme ud af det!). Så det er virkelig muligt at gå fra det køligt registrerende til det indfølende, fra rolle til krop og dog fastholde den svævende tilgang til verden. En filmens mester som russeren Tarkovskij gjorde det, mest gennemført i Spejlet (-74) Men det kræver, at instruktøren tør forlade sig på sit uomtvistelige talent. Christoffer Boe har, hvad der skal til!
På DVD-ens ekstramateriale skal fremhæves de rent ud sagt fremragende interviews med Maria Bonnevie, Nikolaj Lie Kaas og Christoffer Boe.
Derudover finder man et kommentatorspor med filmhistorikeren Peter Schepelern og med-manuskriptforfatteren, Den Danske Filmskoles efterhånden mytiske Mogens Rukow. Mange gode fortællermæssige og filmhistoriske pointer falder filmen igennem. Men betydningerne i Reconstructions svævende form og tematik kommer man meget tættere på i interviewene.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
