Skriv en kommentar
Og det er synd. For inde bag det skæmmede ydre, fornemmer man et hjerte, der banker og en historie, der vil fortælles. Det er historien om de to søstre Sarah (Mira Wanting) og Caroline (Susanne Juhász), for hvem nære familierelationer ikke er et udgangspunkt men måske, som fortællingen udvikler sig, kan blive det.
Sara har ikke frekventeret sin søster i tre år – hverken mere eller mindre. Kontakten røg, da hun smuttede fra en operation tre år tidligere, der kunne give Caroline en ny nyre og redde hende fra en livstruende situation. Den fik hun ikke. Til gengæld slap Sara for et synligt operationsar. Og det er jo fedt nok, når nu hun skal gå i bikini i de danske sommermåneder. Det ser jo ikke så forbandet smukt ud med et ar tværs over mavesækken. Nuvel. Det var tre år siden. Nu er tiden en anden, men situationen stadig den samme. Foranlediget af det klassiske samlingspunkt i de fleste familier – moderen (Karen-Lise Mynster) - inviterer Sarah alligevel søsteren med til sin fødselsdagsfest. Og det er egentligt her, det personlige udviklingsdrama mellem søstrene for alvor folder sig ud. Caroline har taget sin kæreste, Michael (Anders Valentinus Dam), med til festen. Det skulle hun nok ikke have gjort. Ham fanger hun nemlig med bukserne nede om haserne ude på dametoilettet.
Carolines Verden ramler sammen. Kæresten bliver eks. Uden noget sted at bo flytter hun ind hos søsteren – bare lige ind til hun har fundet noget andet og fået styr på sit liv. Og her begynder indtil flere udviklingsrejser for den jordnære provinstøs, der i storbyens hjerte må finde sig selv og sin kærlighed – både i forhold til søsteren og til en anden partner.
Søstrene er som nat og dag. Lige så overfladisk og beregnende Sara er – ja selv kærlighedslivet bliver gjort op i et kontant og kalkulerende regelsæt – lige så følsom og påvirkelig er Caroline. Men mon ikke det lige præcis er forskellighederne, der skal til for at de to søstre igen kan bygge et forhold op?
I mandeafdelingen er Caroline på den ene halvskøre date efter den anden, hvor præmiegrisen uden tvivl må være den voluminøse Palle (Nicolas Bro), der bruger daten som en undskyldning for at drikke hjernen ud og tilmed skaffer Caroline en nat i brummen. What a nice guy. Så kan hun lære det – mænd er nogle svin. For Caroline er det primære at finde sig selv og skabe et forhold til søsteren – og ja måske en dag dukker den rette mand op i hendes liv. Hvem ved?
Det er historien om al den roden rundt efter kærlighed og lykke, som de fleste af os har brugt oceaner af timer på i årene op mod de tredive. Det er en veltænkt historie med hjertet på rette sted. Jo historien er skam i orden. Det er salgsparametrene bare ikke.
Den efterlyste ’gode historie’ overskygges af ligegyldige humoristiske indslag, der nok havde gjort sig bedre i zulus ’Langt Fra Las Vegas’ og utroværdigt og upersonligt skuespil. Det er på ingen måde til nogen hjælp, at karakterne er og opfører sig stereotypt og klichefyldte. Caroline er et studie i inkonsekvens og hjælpeløshed. Det er irritationsfremmende og gruopvækkende. Men skåret over en kam er karakterene alt for firskårne og mangler både nuance og dybde. Helt ærligt sådan ser Verden jo alligevel ikke ud. Et lidt mere frigjort og flydende filmsprog havde skabt en helt anden film. Derfor bliver det umådeligt svært at fatte sympati for de bærende karakterer og deres handlemønstre og ’Regel nr. 1’ ender da også bagerst på ønskelisten over ligegyldig eftermiddagsunderholdning.
