Skriv en kommentar
Instruktør John McTiernan har prøvet meget i sin karriere. Han har lavet de to bedste Die Hard-film (1 og 3), The Hunt for Red October og andre udmærkede ting...og så mere foruroligende har han lagt navn til den talentløse Predator og den pinlige The Last Action Hero. Hans nyeste påfund har været at genindspille en i forvejen elendig film Rollerball fra 1975. Man undrer sig allerede over manden.
Man tager en gruppe mennesker, der er gode til brydning, speedway, kuglestød og basketball og smider dem ind i en grydeagtigt arena, der er formet som et ottetal. Så skyder man en jernkugle ud, som de to hold skal score med, og så har man et spil Rollerball. Chris Klein spiller en talentfuld ishockeyspiller, Jonathan Cross, der ikke rigtig passer ind i en normal sportsverden, hvor man bliver sat til at være forsvarsspiller. Derfor råder vennen Ridley (LL Cool J) ham til at tage til Kasahkstan og spille rollerball.
Vi prøver ihærdigt af følge med i den første kamp, hvor det går op for os, at Rollerball er en stærk voldelig sportsgren. Bag det hele sidder et mediemonster af de værste i form af Petrovich (Jean Reno) og styrer spillet som et dukketeater, mens han vælter sig rundt i vodka og kvinder. Allerede i begyndelse er der planlagt et voldeligt overfald på en af de gode spillere....og seertallene stiger samtidig med at blodet vælter ud. Jonathan Cross, hvis initialer og efternavn har lidt for mange konnotationer til ham der Jesus Christ, tager så at sige kuglerne i den anden hånd og beslutter sig for at gøre noget ved ondskaben.
Filmen er således en dødkedelig suppe over et slidt godt contra ondt tema. Medierne bliver udstillet som en flok overdrevne blodhunde, som en moderne mediebruger hurtig gennemskuer det politisk korrekte i og derfor tager seriøst. De tidligere Sovjetrepublikker udstilles som værre bananrepublikker end de og de amerikanske værdier om frihed er i højsædet. Hvad værre er; man skal være usandsynlig vågen for at fatte, hvad pokker tosserne ruller rundt og laver inde på banen.
På intet tidspunkt er man klar over, hvem der vinder. Det skyldes nok det simple faktum, at selve kampene er ligegyldige i forhold til tjubangscenerne, der er designet til et kræsent mandligt publikum, som synes at action er for fed!!!
Chris Klein minder uhyggeligt meget om Keanu Reeves, og det betyder noget i retning af : Jeg kan stort set kun se dum ud, ligegyldigt hvad jeg spiller. Han er tidligere set i den penisforskrækkede American Pie og egner sig bestemt ikke til actionhelt. LL Cool J leverer den loyale afroamerikanske Bad Mutha Fucka-mand, der også er fast inventar. Det gør han sådan set godt nok.
Rebecca Romijn-Stamos leverer en anden standardvare: brysterne, læberne, tårerne og balderne. Jean Reno, der var så suveræn i Leon, leverer en skuespilspræstation, der er så pinlig, at jeg overvejede at bede om mine penge tilbage, selv om presseforestillinger jo er gratis.
Musikken er i filmen er komponeret af den fremragende Eric Serra (hvad laver han dog her?), der sammen med Pink og Slipknot er filmens eneste lyspunkt. Slipknot spiller live til kampen i Mongoliet i noget, der minder om en musikvideo og kan for fans være et lille kuriosum. Jeg synes, de ser sjove ud. Ellers vil jeg anbefale The Running Man med Arnold fra 80’erne. Den er næsten lige så dårlig, hvilket ikke siger så lidt om Rollerball, som får en stjerne, i hvis lys man kan undre sig over, hvad man som biografgænger dog skal finde sig i.
