Skriv en kommentar
Det er gribende at høre Jacques Brels rammende tekst: Ne me quitte pas sunget medfølende i bussen af Inger (Sofie Gråbøl) efter at viceskoleinspektør Skelbæk (Søren Malling) med sin ikke diagnosticerede autisme, skælder hende ud en nat på den tyske rasteplads, da Inger ikke vil forlade et dødt pindsvin, som hun kræver begravet, og derved forsinker Skelbæks og hele busselskabets rejseplan. Og han får flere point i bussen, da Inger vil give en omgang – hvortil Skelbæk siger: at den har vi sikkert selv betalt gennem hendes invalidepension.
Vi kender ikke Ingers historie – men Brels tekst: ”Forlad mig ikke. Forlad mig ikke. Hjertet af lykke, forlad mig ikke” – antyder et kærlighedssvigt fra en tid tyve år tidligere, hvor Inger opholdt sig i Paris, og fik et stærkt erotisk forhold til en gift mand, som ikke ville bryde ægteskabet. Kan det medføre en sindslidelse, skizofreni?
Filmen følger søsteren Ellen, spillet smukt af Lene Maria Christensen og hendes nye mand, landmand Vagn, spillet lidt kluntet af Anders W. Bertelsen, som har overbevist den pylrende mor (Karen-Lise Mynster) – at de nok skal klare både brug af nozinan og stesolid, og ikke har brug for en kørestol i Paris.
Filmen har mange morsomme situationer – hvor buschauffør Bus-Ole (Peter Gantzler) skal forsøge sig på fransk i restauranten, hvor han læser spisekortet op, og Inger hele tiden retter ham – og hun får flest points i Normandiet, hvor de skal se: D-dags Museum ”Arromanches” og kommer forsendt, og Bus-Ole bruger alle sine engelske fagter – men intet hjælper, og det er turens vigtigste turistattraktion , hvortil Inger på flydende fransk fortæller om de sindslidende danskeres behov for at se D-dags Museet, og hvilke konsekvenser det vil få for dem at gå fra en lukket dør – og blive forladt.
Men det er Skelbæks søn på 12 år, Christian (spillet analyserende flot af Luca Reichardt Ben Coker), som uden medicin er Ingers største støtte – da han både finder en kørestol, og drøner rundt med hende på Versailles slottet – og han spørger uden hæmninger: Hvordan blev du tosset - men også finder hotellets telefonbog og ser, at elskeren Jacques bor stadig i Rue Malebranche nr. 13. Og mødes de? Og kan det evt. være den bedste medicin??
Det er en tankevækkende film – som på bedste Oplevs måde sætter spørgsmål ved vores lægelige behandlingssystem. Og skuespiller Sofie Gråbøl har aldrig været bedre i sine 35-årige filmhistorie – hvor hun med smerten kan vise os det sygelige og menneskelige. Jeg synes slet ikke plakaten til filmen antyder hendes splittelse. Og jeg synes ikke det er nødvendigt at tekstliggøre danske tekster – og på steder ikke oversætte det franske.
Derved bliver filmen meget mere end en busrejse og 8 dage i Paris med byens seværdigheder – for her bliver Inger seværdigheden.
