Skriv en kommentar
Vi følger ham alene ved klaveret med rank ryg og det lyse hår, der lyser rummet op – mens hans spinkle fingre danser hen over klaviaturet – nogle gange en lille pause, og andre gange med et smil, hvis han føler lyden er som en japansk blomst. Andre gange er der rynker i panden, når hans temperament skal justeres med kraftigere slag. Han slutter et stykke musik og fingrene holdes i luften – enkelte steder er han også dirigent for sig selv – og fotografen glider hele vejen rundt om ham og et godt stykke henne er Sakamoto i modlys og vi kan se hans skægstubbe som en lysende ildstribe ned mod skjorten – han er klædt i sort skjorte og sort jakke med knappen helt oppe i halsen.
Det klæder ham med det smilende ansigt til de liflige toner. Nogle gange ses kun hans hvide hår som spejles i det blanke Yamaha klaver. Nogle gange som Debussy andre gange som Mussorgsky.
En enkelt gang ser vi han rejser sig og sætter ”skruer” på klaverstrengene – så det lyder som et spinet.
Vi får musik fra mange af hans mest succesfulde filmkompositioner fra bl.a. Bernado Bertoluccis (1941-2018) Den sidste Kejser fra 1987, og Merry Christmas Mr. Lawrence fra 1983 af den japanske instruktør Nagisa Oshima (1932-2013), hvor også David Bowie medvirkede.
Ved ”kun” at have Sakamoto ved klaveret gennem hele filmen viser sønnen hans kæmpe talent og modigt af ham – så vi slipper for tyve venskabelige forklaringer om hans værd. Musikken siger alt. Og filmen er bygget op som en glødende ildflamme til et større symfonisk blus og igen med hans tætte nærvær, og den slutter med ”OPUS” – og der står ”The ending” – vi ser klaver spille uden musikeren – hans musik lever efter hans død.
I 1988 havde jeg selv den fornøjelse at møde den japanske musik i en lukket have ved Yokohama, hvor Ryoko Arai i en hule med stearinlys i baggrunden sidder med sin ”BIWA” og prøver at finde stemningen – hun bruger et lille stemmejern til at få den rigtige lyd frem – og går i gang om natten – mens en helt hvidklædt mand danser til musikken – han er også helt hvid i ansigtet. Der er stille i haven – lyden forener os til de ca. 50 publikummer i den private have – en stemning, hvor sagtens Sakamoto kunne være med.
På det sidste blev han ramt af flere sygdomme, fik strubekræft i 2014 og endetarmskræft i 2021 og døde af tyktarmskræft i 2023.
Men det kunne jeg slet ikke se på ham – han siger ikke meget i filmen, kun ”jeg har brug for en pause” og lidt senere ”jeg presser virkelig mig selv”. – men lyden og stemningen fylder hele rummet, så jeg gik opløftet derfra.
