Skriv en kommentar
I den Bergmanske baghave udspilles en skæbne, fortalt med Jan Troells meget nøgterne stemme, om en lille pige, Elsa, hvis mor dør i barselssengen. Barnet, en lillesøster, overlever. De meget rødplettede lagner bæres ud, og måske næsten symboliserer det menstruelle for den lille Elsa, det bliver et kæmpe skred og en af overgangene i hendes liv, som var meget knyttet til moderen. En husholderske fra Danmark ankommer, og deres forhold bliver forværret drastisk, idet faderen, Svend viser stor interesere i denne dansker. Familien dyrker landbrug, men da faderen selv altid har villet være ingeniør, får sønnen, Elsas storebror, lov til at tage til Amerika, som var det store i starten af nittenhundredetallet. Det er så pigens opgave at videreføre traditionerne med at drive landbrug. Men Elsa har større planer, og idéen kommer flyvende til hende, idet flyvemaskiner tit stiger op over deres marker fra den nærvedliggende flyveskole.
Elsa for overtalt faderen tilsidst, og som 22-årig bliver hun den eneste kvindelige studerende. Og et andet af filmens temaer bringes på banen, kærlighed og mænd, og det viser sig hurtigt at være meget sværere at manøvre rundt i, end flyvemaskinernes univers. Elsa færdiggøre sin uddannelse, og bliver Sveriges første kvindelige pilot, hvor hun derefter havner med en af hendes beundrere fra flyveskolen Robert Friedmann i 20´ernes Berlin. En by som hurtigt har slikket krigens sår af sig, og her oplever Elsa en ny form for kærlighed. Inspireret af dette møde vender hun tilbage til Sverige, får at prøve kræfter med faldskærmen.
Elsa spillet af Amanda Ooms, virker perfekt som filmens omdrejningspunkt, hvis skæbne er autentisk. Hendes rolle har mange facetter, og ingen af dem falder så at sige til jorden. Björn Granath i faderrollen er også en fornøjelse. Det er ikke skuespillet, men selve budskabet der ikke helt når ind, det er at ville vælge friheden, som Elsa søger, og det er den fortabte kærlighed, men man sidder lidt uforløst med dem begge, dog for man et godt indblik i hvad det vil sige at være pionéer for en ung kvinde i 20´ernes Sverige. Trods filmens længde virkede den ikke som de 2 timer og 40 minutter, blandt andet båret af flotte optagelser, et glimrende lydspor, og gode overgange. Jan Troell som også var manden bag Hamsun, er god i sin personskildring, og har man ikke stiftet bekendtskab med instruktøren før, er det et glimrende sted at begynde her.
