Skriv en kommentar
Den ene hovedperson Emad (spillet af Shahab Hosseini) underviser i drama og mediefag. Den anden hovedperson er konen Rana (spillet af Taraneh Alidoosti). Begge tilhører de Irans intellektuelle, kunstneriske klasse. Om dagen har de normale jobs som andre og om aftenen beskæftiger de sig begge med en fælles passion; teater.
Som i filmen spiller de hovedrollerne, et ægtepar, i teaterstykket ”Death of a Salesman” fra 1929 skrevet af den amerikanske dramatiker, Arthur Miller. I begyndelsen skifter de ubesværet mellem teaterscenerne og parrets ægteskabelig liv i byen Teheran.
I åbningsscenen af filmen er Emad og Rana i gang med at blive evakueret fra deres hjem, da bygningen er ved at kollapse. Én fra teatertruppen tilbyder dem lejlighed, som tidligere er blevet beboet af en egentlig kvinde med et barn, hvilket ses af de ting, som er blevet efterladt. Alle naboerne ved, at hun har levet et promiskuøsløst liv, men ingen fortæller parret om dette. Rana bliver overfaldt i lejligheden, da hun er alene hjemme.
I begyndelsen af filmen ser vi en afbalanceret, harmonisk Emad, som udfører sin lærergerning med stor professionalisme og menneskelighed. Han har tydeligvis et tæt og varmt bånd til eleverne. De er i gang med at læse teaterstykket ’The Cow” fra 1969 af den iranske forfatter/dramatiker, Gholam-Hossein Saedi. Én af eleverne stiller et afgørende spørgsmål: ”Sir. How does a man become cow?”. Emads svar er: ”Gradually”. Spørgsmålet og svaret er både filmens hovedtema og anslag for filmens videre fortælling og udvikling.
Udvalgte dele af ”Death of a Salesman” bruger Farhadi på mesterlig og fremragende vis i sin fremstilling af det psykologiske forløb, som parret gennemgår. Han har bevidst valgt Emad til at spille Willy for at vise, at Emad langsomt forsvinder væk fra sin familie og kone ligesom Willy.
I ”The Salesman” er der få’ lokationer, hvor Teheran er rammen, men filmen er skudt i nærmest ’klaustrofobiske’ rum (teaterscenen fyldt med stilladser, de to lejligheder som er forfaldne og umøbleret, et lokale som skal forestille at være et klasselokale). Denne klaustrofobiske ’setting’ virker effektfuld, visuelt og på det mentale plan, hvor især persongalleriets/vennernes/naboernes laden-stå-til fremhæves.
Som i ”Nader et Simin – une separation” fra 2011 og ”Le passé” fra 2014 operer den iranske filminstruktør Farhadi igen med menneskets og samfundets moral og etik, når de/det sættes i ekstreme situationer, hvor menneskeligheden og samvittighed kommer på prøve.
