Skriv en kommentar
”Saint Maud” er den bedste film i de danske biografer lige nu. Med skarpt karakterarbejde, tematisk dybde og en sans for både snigende gru, gedigne chok og forjættende billeder, har den debuterende instruktør signeret en fremragende gyser. Morfydd Clark spiller titlens Maud, en ung sygeplejerske, der skal tage sig af den tidligere danser og koreograf, Amanda, der nu ser døden i øjnene med en kræfthærget krop og en uendelig kæde af smøger i kæften. Amanda har forladt sit liv i London til fordel for en trøstesløs kystby, der med sine regnvåde neonlys, gadetrommeslager og triste Coney Island-inspirerede promenade mere end henleder tankerne til en provinsiel landsbyudgave af Travis Bickles New York.
Netop Paul Schraders indflydelse er tydelig. ”Saint Maud” står tydeligvis på ”Taxi Driver” og ”First Reformed”s skuldre. Maud er Guds ensomme kvinde, en nylig konvertit, der bliver overbevist om, at hun ikke blot må pleje Amandas legeme, men også frelse hendes sjæl. Vi hører Mauds indre monolog når hun beder og det er til tider lige dele Travis Bickle og Ernst Toller. Dette direkte indblik i Mauds tankestrøm er et effektivt greb, så publikum ikke skal distraheres af mistanke om Mauds selvforståelse og retskaffenhed, når hun tegner små kors i vand på træpanelerne i Amandas palæ. Samtidig bliver det et forstyrrende indblik i hendes tankeprocesser, der bliver en effektiv motor uhyggen.
For selvfølgelig må Mauds projekt gå galt – men hvordan og hvornår? Fra starten bliver forskellen mellem de to kvinder kridtet op – den unge fromme asketiker og hærgede boheme – men de to udvikler så småt en relation. Deres forhold er dog langt fra gnidningsfrit, og gennem sit præcise karakterarbejde etablerer Glass situationer, hvor rædslen hele tiden truer med at eksplodere ud over dramaet. Stemningsmæssigt kan det sammenlignes med middagsscenerne i ”Hereditary” og Robert Eggers’ film. ”Saint Maud” slutter sig mageligt til disses selskab og den er da også distribueret af A24 i USA. Herhjemme har Angels Films været så gode at hente den til Danmark.
Det er ekstremt forfriskende, at Maud filmen igennem balancerer på en knivsæg mellem heltinde og monster. Filmen etablerer dermed en knibtang af indre og ydre trusler. Hendes kristne tro minder mest af alt om en dæmonisk besættelse og den religiøse ekstase, hvor hun mærker Gud inden i sig, er nøjagtig så seksuelt, som det lyder. Dette, kombineret med selvskade og nyreligiøse opgør med en blakkede fortid skaber en sprængfarlig hovedkarakter, der fremstår lige dele skræmmende og sårbar, og som man føler begge betydninger af frygt for i løbet af filmens 84 stramme minutter. Dette kontrastfyldte forhold til hovedkarakteren er en af filmens største styrker. ”Saint Maud” er med andre ord en fremragende debut og man kan ikke andet end at glæde sig og gru, hvad Rose Glass finder på som det næste.
