Kim Ki-Duk trækker os endnu engang med på en romantisk tur rundt i den menneskelige tragedies yderste konsekvenser, med ”Samaritan Girl”, der rent faktisk er indspillet før ”Tomme Huse”, som sidst imponerede det danske anmelderkorps. ”Samaritan Girl” er en tragedie i tre akter, der tager udgangspunkt i de to veninder Yeo-Jin og Jae-Yeong. I et forsøg på at skaffe penge nok til at komme til Europa er Jae-Young frivilligt gået med til at prostituere sig selv med Yeo-Jin fungerende som amatøralfons. De to pigers forretning går forudsigeligt galt med dødelige følger, misforståelser og en ubehagelig historie om synd, fremmedgørelse og selvopfattelse til følge.
For meget skal ikke afsløres om selve historien her, men den kan med lethed siges at være en af de mere tilgængelige fra den koreanske auteurs hånd. Der er langt mere dialog og narrativ fremdrift end sædvanlig. Det poetiske billedsprog er intakt, ligesom den konstant lurende vold, men folk der forventer sig endnu et dvælende billeddigt, som ”The Isle”, eller en næsten stum film, som ”Tomme Huse”, vil blive overrasket over filmens ovenud lettilgængelige væsen. Dermed ikke sagt at Kim Ki-Duk er gået mainstream – det ville være en overdrivelse. ”Samaritan Girl”, med sin forskruede seksualitet, bidende humor og lurende, eksplosive voldsomhed, minder måske mest om et kryds mellem Ki-Duks egen ”Bad Guy” og Chan Wook-Parks ”Sympathy For Mr. Vengeance” – særligt i den voldsomme og dog romantiske sidste akt, hvor Yeo-Jins enkefar træder i karakter og overtager den egentlige narrative hovedrolle.
Med en mesters hånd fører Kim Ki-Duk os gennem denne voldsomme, ubehagelige, sjove og tragiske historie. Med poetisk fintfølenhed balanceres der konstant mellem det viste og det der foregår uden for billedet og som publikum kan man ikke andet end engagere sig i de tragiske, men tit nærmest lykkelige karakterer. Alle medvirkende er enten debutanter eller skuespillere med få film bag sig, men som vanligt får Ki-Duk nogle ærlige og fascinerende karakterer ud af dem. ”Samaritan Girl” er en naturlig udvikling af den produktive instruktørs udtryk og nok blandt hans mest tilgængelige film. Filmen har masser at byde på og er noget nær de mest engagerende 95 minutter jeg kan forestille mig i biografen. Et bliver spændende om Kim Ki-Duk holder standarden med hans næste film, ”Hwal”, der har dansk premiere ved dette års Natfilm-festival.
Bemærk at filmen vises med svenske undertekster